3 børn på 14, 16 og 17 år i en bil var i nat ikke til at stoppe for politiet.
Børnene kørte uden respekt for færdselsreglerne - og i særdeleshed ikke for fartgrænserne - og påkaldte derfor politiets opmærksomhed kort før klokken 3. Børnene ønskede dog ikke at standse, og først efter en 40 minutter lang biljagt på tværs af Sjælland og i begge politikredse lykkedes det politiet at standse bilen med en sømmåtte.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. 10 politibiler fra de 2 politikredse var involveret i jagten.
16-årig kan se frem til retsligt efterspil
Biljagten startede i Ringsted, og børnene kørte via Gyrstinge, St. Ebberup, Munke Bjergby og Sorø til Slagelse-området, hvor de blev standset. På flere strækninger var farten mere end 150 kilometer i timen, oplyser Ritzau.
Det var en 16-årig dreng, der sad bag rettet – og han kan se frem til et retsligt efterspil, hvor han sigtes for adskillige brud på færdselsloven og for kørsel uden kørekort.
De 3 børn kørte i den 14-årige forældres bil – og her kunne forældrene politiets henvendelse til deres forundring konstatere, at hverken bilnøgler, bil eller barnet var hjemme.
Politiet skal nu afhøre de tre om hændelsesforløbet.