Bleibach er ked af at skuffe dem derhjemme

Danske Kasper Bleibach fra Maribo missede finalen i enerkajak på 200-meter-distancen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver ikke til medalje for danske Kasper Bleibach ved dette OL.

Den danske kajakroer formåede ikke at padle sig i finalen i enerkajak på sprintdistancen 200 meter. Med en femteplads i semifinalen missede danskeren akkurat en plads i finalen.

- Det er en sur placering, så selvfølgelig er jeg er skuffet, også fordi jeg er her for at repræsentere Danmark og min sport.

- Vi er så mange gode sprintere derhjemme, og vi har kæmpet om, hvem der skulle ro den her 200-meter, og så er det skuffende ikke at være med i A-finalen, siger Bleibach.

Han fik ikke den bedste start og haltede efter flere af bådene. På de sidste 100 meter fik danskeren dog god fart i båden.

Men han nåede ikke at hente den russiske roer, der lå på den finaleindløsende fjerdeplads.

- Jeg ændrede nogle ting fra mit indledende heat, og jeg havde faktisk en god følelse undervejs.

- Jeg har ikke set løbet, så jeg ved ikke, hvor der mangler noget, men jeg følte, at jeg fik en god start. Der manglede bare de sidste marginaler, siger roeren, der var 36 hundrededele af et sekund fra fjerdepladsen.

Semifinalen blev vundet af canadiske Mark de Jonge.

Dermed missede Bleibach muligheden for at revanchere sig, efter at den danske 1000 meter firerkajak med Kim Wraae, René Holten Poulsen, Emil Stær og netop Kasper Bleibach torsdag blev nummer fem i finalen.

Kasper Bleibach skal nu deltage i B-finalen, der padles lørdag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik