Biskop kalder sognepræst til ny samtale

01:43

Efter Annette Bergs seneste udtalelse om, at hun stadig tror på reinkarnation, vil biskop igen drøfte spørgsmålet med hende.

- Jeg vil se på den med alvor, lyder det fra biskop i Roskilde stift Peter Fischer-Møller, efter han har læst Annette Bergs seneste pressemeddelelse.

Tirsdag aften udsendte Annette Berg en personlig pressemeddelelse, hvor hun gør det klart, at hun stadig holder døren åben for reinkarnation som en mulighed efter døden. Den pressemeddelelse forvirrer biskop Peter Fischer-Møller. I sidste uge skrev de to sammen en fælles pressemeddelelse, hvor de fremhæver, at Annette Berg ikke vil forkynde om reinkarnation i kirken. Derfor forstår han nu ikke, at Annette Berg selv har sendt en pressemeddelelse ud.

- Jeg har læst Annettes pressemeddelelse, og jeg undrer mig over den. Jeg vil drøfte sagen med Annette, da det må bero på en misforståelse, slår Peter Fischer-Møller fast.

Annette Berg holder døren åben

I sin personlige pressemeddelelse skriver Annette Berg, at hun tror på, at reinkarnation kan være én mulighed blandt andre. Men hun tilføjer også, at hun har skrevet under på, at hun ikke forkynder reinkarnation i kirken. Den pressemeddelelse har hun sendt ud, efter præst Jesper Bakker i Kristeligt Dagblad kalder det tankevækkende, at hun: "ændrer holdning med udsigt til sanktioner".    

Det fik Annette Berg til at udsende en pressemeddelelse, hvor hun skriver:

- Jeg har ikke ændret holdning med udsigten til sanktioner. Det var tværtimod magtpåliggende for mig i samtalen med biskoppen, IKKE at lukke den dør, jeg netop har været med til at åbne. Sådan skriver Annette Berg i sin pressemeddelelse.

Dermed bliver sagen om præsten fra Vig sendt tilbage til start, og biskoppen vil nu igen drøfte sagen med Annette Berg.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App