Arbejdsskadet skuffet: Møde på kommunen aflyst

Erik Andersen havde håbet, at et møde med Næstved Kommune kunne få sat skub i hans sag om førtidspension. Men kort forinden blev mødet aflyst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Erik Andersen har gennem sin arbejdsskadesag fået hjælp fra Jacob Andersson, som er vejleder hos Dinarbejdsskade.dk

Og det var Jacob Anderson, der torsdag skulle drøfte kommunens behandling af førtidspensionssager på et møde med formanden for beskæftigelsesudvalget.

Men godt en time før tid - kort efter TV ØST havde meldt, at vi fulgte historien, blev den plan annulleret

- De ringede og meldte afbud, fordi de syntes at den her sag om Erik var blevet lidt for offentlig, og at det ikke var en konkret sag, vi skulle snakke om, fortæller Jacob Anderson.

- Det kom ikke bag på mig, det kommer ikke som nogen overraskelse. Der er jo ikke nogen, der vil gå ind og tage ansvar og diskutere de sager her, siger Erik Andersen.

Erik Andersen kom til skade med sin ryg for 4 år siden i sit arbejde som sømand. Han fik afslag på førtidspension i 2013, men sagen blev genoptaget. Og her i alt 4 år efter venter han stadig.

En ventetid, vi tidligere har fortalt om på TV ØST. Læs artikel her: Sagsbehandling på 4. år

Formanden for beskæftigelsesudvalget har ikke ønsket at medvirke i et tv-indslag for at forklare baggrunden. I stedet har en kommunikationskonsulent fra kommunen på mail forklaret, at mødet blev stoppet, da de var blevet klar over, at Jacob Anderson ikke kun ville tale om førtidspensionisternes generelle sagsbehandling, men også tage fat på Erik Andersens sag. Og formanden vil ikke gå ind i enkeltsager.

Men ifølge Jacob Anderson, så var formanden for beskæftigelsesudvalget klar over, at også Erik Andersens sag ville komme på bordet, da hele mødet udspringer af hans sag.

- Det er jo et eller andet sted egentlig ligegyldigt, om det er Eriks sag eller en andens sag eller generelt. Det er jo jo et problem - og på en eller anden skal vi jo tage udgangspunkt i noget - og den her gang er det Eriks sag, siger Jacob Anderson.

Kommunen har meddelt, at mødet nu bliver afholdt på tirsdag. Denne gang vil en embedsmand være til stede. Erik Andersen håber, at planen holder denne gang.

- Man må være positiv, så lad os se, hvad der sker. For jeg forventer ikke ret meget og slet ikke af Næstved Kommune, fortæller han.

Kommunen fortæller, at der heller ikke på mødet på tirsdag vil blive diskuteret enkeltsager, men kun deres sagsbehandling generelt set.

 


Nyhedsoverblik