De to mænd på henholdsvis 49 og 26 år blev anholdt ved en aktion mandag. Anholdelserne sker ifølge politiet som et led i det, de betegner "Satudarah-sagen" og er resultatet af en længere efterforskning.
I forvejen sidder fire personer fængslet i sagen, der trækker tråde til rockergruppen, Satudarah. To af de tidligere anholdte er medlemmer af klubben.
Velorganiseret netværk
I forbindelse med de tidligere anholdelser er der blevet fundet omkring 20 kilo amfetamin.
- Der tegner sig efterhånden et klart billede af, at vi har fået tag i et velorganiseret netværk, der har distribueret betydelige mængder narkotika til lokalområdet og til øvrige dele af Sjælland, udtaler Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Politiet vil ikke komme med yderligere informationer i sagen lige i øjeblikket, og de regner også med at de to seneste anholdte fremstilles i grundlovsforhør for lukkede døre. De varsler dog, at flere anholdelser kan være på vej.