Afgiftsadvarsel: Sliksalg faldet med seks millioner kilo

På fem år er det danske sliksalg faldet med seks millioner kilo, og det får Dansk Erhvervs til at advare mod stigende grænsehandel og illegalt salg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et sliksalg, der rasler ned i de danske butikker, får nu Dansk Erhverv og Venstre til at reagere.

Erhvervsorganisationens beregninger viser, at salget af slik i Danmark er faldet med seks millioner kilo fra 2008 til 2013, skriver altinget.dk, og set i sammenhæng med en afgift, der samtidig er steget med 83 procent på området siden 2009, vurderer Dansk Erhverv, at ulovlig handel samt grænsehandlen med slik og chokolade er steget fra cirka syv til cirka 13 millioner kilo.

Uacceptabel konkurrence

I sidste uge fandt politiet et kæmpe sliklager i Slagelse, hvor op mod 100 ton slik og chokolade blev beslaglagt. Ejeren er sigtet for moms- og afgiftssvindel for 27 millioner kroner i sagen, der af politiet bliver kaldt Danmarkshistoriens største.

Slikket bliver typisk importeret fra Tyskland og Sverige, hvor der ikke findes chokoladeafgifter, og hvor momsen er henholdsvis syv og 12 procent lavere, og Venstre vil nu se på problemet.

- Det er uacceptabelt, at vores egne danske butikker bliver udkonkurreret af illegal handel og grænsehandel. Så jeg vil stille en række spørgsmål til fødevareministeren, så vi kan få problemets omfang afdækket, siger Erling Bonnesen, der er partiets landbrugs- og fødevareordfører.


Nyhedsoverblik