Flere naboer til havnen i Nykøbing Falster kritiserer nu virksomheden REFA, der i denne uge modtog 3000 ton affald fra England. Affaldet skal ende på kraftvarmeværket og give borgerne på Sydhavsøerne miljørigtig og billig varme. Men byens borgere er så trætte af stanken fra det meget affald, at de har meldt kraftvarmeværket til politiet.
Det er nu fem dage siden, at 3000 ton engelsk affald ankom til havnen i Nykøbing Falster. I dag står der stadig cirka 1000 tons på havnepladsen, og arbejdet med at fjerne affaldet har stået stille de sidste par dage på grund af weekenden.
- Det lugter af bæ, og det er jo helt op i byen, at det hænger ved, siger Jette Nielsen, der har anmeldt den ansvarlige virksomhed REFA til politiet på grund af lugtgenerne og den hullede emballering, der gør at affaldet er synligt for forbipasserende.
Politianmeldelsen er der ikke kommet noget ud af, men Jette Nielsen mener ikke, at det er i orden at lugten spreder sig flere i kilometers omkreds:
- Det kan da ikke passe, at Nykøbing skal lugte som en skraldespand, bare fordi de vil have det affald, siger hun.
Som nærmeste nabo til affaldet ligger mekanikeren, og han mener ikke, at det kan være rigtigt at det skal lugte så stærkt så længe.
- Der er flere af mine kunder, der spørger om det er gyllelugten ude fra landet, der er nået helt herind. Så må jeg jo bare pege over på den anden side af vejen, og forklare dem, at det er det er der stanken kommer fra, fortæller mekaniker Thomas Pedersen.
Også dem der bare er forbi for en kort bemærkning har det svært med stanken.
- Man får jo helt kvalme af være hernede, siger Hanne Kræsing, der er nede for at hente sin bil ved mekanikeren
Trods protesterne holder Karsten Daugaard fra virksomheden REFA fast i, at de har lov til at have affaldet stående på havnen
- I de forhandlinger, der har været op til, har vi fået lov til at have det stående på havnen i fem arbejdsdage.
- I er jo en virksomhed, der tjener penge på det her, burde I ikke tage mere hensyn til borgerne, og så arbejde i weekenden for at få det væk hurtigt?
- Vi er også nødt til at se på, hvordan vi kan holde omkostningerne så langt ned som muligt, så der er en god forretning i det.
Planen er, at der årligt skal importeres 4 gange, så meget engelsk affald som det, der er blevet importeret i denne omgang.