Advokat beskylder politiet for at tage 13.100 kroner

13.100 kroner er angiveligt forsvundet under en politi-ransagning hos en borger. I mandens hjem fandt politiet våben.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens en 19-årig mand fra Fuglebjerg onsdag blev idømt en fængselsstraf på et år for ulovlig våbenbesiddelse, så beskylder hans forsvarer, Kolding-advokat Jørn Brandenhoff Schmidt et ransagningshold hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for, at der er forsvundet 13.100 kroner fra hans klients adresse. Det skriver Sjællandske.
 
Advokaten bad i retten dommer Anders Martin Jensen om at føre til protokols, at der vil blive rejst et erstatningskrav mod politiet.
 
Det var 12. februar, at en specialpatrulje fra politiet blev sendt til mandens adresse i Fuglebjerg for at ransage. Den 19-årige var ikke selv hjemme.
 
Der blev beslaglagt flere end 20 effekter i hjemmet, og det fremgår ifølge Jørn Brandenhoff Schmidt også af ransagningsrapporten, at der blev fundet 13.100 kroner i kontanter under en madras.
 
Pengene blev ikke beslaglagt, og så skulle man formode, at politiet lagde dem tilbage, hvor de blev fundet. Men min klient kontaktede mig umiddelbart efter og fortalte, at pengene er væk, siger Jørn Brandenhoff Schmidt.
 
Først senere erfarede advokaten, at politiet ikke havde beslaglagt kontanterne, og at de derfor stadig burde være i hjemmet.

Kender ikke noget til sagen
 
Linjechef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Steen Nørskov kender endnu ikke til erstatningskravet og beskyldningerne og vil derfor ikke forholde sig til det. Og politianklager Charlotte Grænge Larsen ønskede i retten heller ikke at kommentere påstanden.
 
Den 19-årige blev dømt for at opbevare et oversavet haglgevær under et stuebord.


Nyhedsoverblik