73-årig mand forsvundet på cykeltur mandag – savnes stadig

Opdateret: En 73-årig mand fra Gedser savnes fortsat, efter han mandag middag forsvandt. Politiet har forgæves søgt med helikopter og hunde efter manden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 73-årig mand fra Gedser-området er fortsat forsvundet, efter han mandag omkring klokken 12 forsvandt, da han var på cykeltur med en bekendt.

Han cyklede på en sort damecykel med cykelkurv i Gedesby, da han forsvandt.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Vi har hele aftenen haft hundepatruljer ude for at lede efter ham, og vi har haft indsat en helikopter med varmesøgende kamera i eftersøgningen. Men desværre uden at finde manden, siger vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.

Undersøger muligheder for at finde ham

Politiet stoppede eftersøgningen i løbet af natten, men genoptog tirsdag eftersøgningen af manden. Blandt andet har de gennemsøgt mandens hjem - uden resultat.

- Et vidne har måske set manden på cykel i Gedser mandag eftermiddag, det er noget, som vi i øjeblikket forsøger at følge op på, siger Anders Mikkelsen.

Den 73-årige mand beskrives på følgende måde:

  • 180 cm høj
  • Har kort, hvidt hår
  • Har fuldskæg

Har du oplysninger i sagen, så kontakt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik