En 43-årig mand fra Jyderup skal foreløbigt 4 uger i fængsel, efter han mandag stak en 46-årig mand 3 gange med kniv. Han er ifølge politiet sigtet for forsøg på manddrab og for at overtræde våbenloven.
Midt- og Vestsjællands Politi fortalte mandag aften til TV2 Øst, at en kvinde var årsagen til opgøret, og at gerningsmanden greb kniven og stak, fordi han var jaloux.
Uden for livsfare
Knivstikkeriet skete på Lerchenfeldvej i Kalundborg, og offeret blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet, hvor han dog er meldt uden for livsfare.
Den 43-årige mand er varetægtsfængslet frem til den 28. maj 2013.