400 bankkunder får tilbudt erstatning

400 DiBa Bank-kunder får nu tilbudt erstatning for tabte investeringer. Forliget dækker 80 procent af tabene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring 400 bankkunder i DiBa Bank, der har investeret i Scandinotes- og Kalvebod- obligationer, får nu tilbudt at få 80 procent af deres tab retur.

Det skriver Ritzau.

22 retssager

Det er banken og Forbrugerombudsmanden, der har fundet frem til en løsning. Forhandlingerne er sket sideløbende med behandlingen af 22 retssager, som Forbrugerombudsmanden har anlagt mod banken på vegne af en række bankkunder.

Kunderne har allerede fået medhold i Pengeinstitutankenævnet i, at banken, der har hovedkvarter i Næstved, havde investeret for mange af deres midler i Scandinotes- og Kalvebod-obligationer i forhold til den risikoprofil, som de havde aftalt.

Og at banken dermed havde handlet i strid med formueplejeaftalerne.

Banken investerede for stor andel

Én af sagerne er gået så langt som til Højesteret. Her fik en kvindelig bankkunde sidste år i oktober medhold i, at banken i forhold til hendes risikovillighed havde investeret en for stor andel af hendes midler i disse værdipapirer.

Dommen gav dog ingen grænser for, hvor stor en andel der kunne investeres i værdipapirer i forhold til risikoprofilen.

Men for at undgå langstrakte retssager med henblik på fastlæggelse af sådanne grænser er der i stedet udarbejdet en generel udenretslig løsningsmodel, som de enkelte sager kan forliges efter, oplyser forbrugerombudsmand Henrik Øe.

- Kompensationen på 80 procent af tabet på de risikofyldte obligationer er i lyset af højesteretsdommen en meget rimelig kompensation, og dermed kan man undgå retssager, hvor man ikke kan garantere, hvad udfaldet bliver, siger Henrik Øe.

Kompliceret proces

DiBa Banks konstituerede direktør, Jesper Lund Wimmer, er også tilfreds ned forligsmodellen.

- Det har været en langvarig og kompliceret proces, og vi er naturligvis kede af, at alle parter har skullet vente så længe på en løsning. Men heldigvis er den på vej nu, siger han i en kommentar.

DiBa Bank vil nu kontakte de omkring 400 berørte kunder og oplyse dem nærmere om, hvad tilbuddet indebærer for dem.

/Ritzau/

 


Nyhedsoverblik