32-årig mand undrede sig over spritbilist

Det vakte undren hos en 32-årig mand, da bilisten foran ham torsdag trods fire forsøg ikke kunne få gang i sin bil. Det viste sig, at han var temmelig beruset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 32-årig mand fra Lundby kørte torsdag klokken 13.17 bag en anden bil på Sneserevej. Da de skulle svinge ud på Præstø Landevej i Blangslev, lykkedes det ikke føreren af den forankørende bil – selv efter fire forsøg – at få bilen i gang og dreje ud på Præstø Landevej.

Den 32-årige mand steg herefter ud af sin bil for at se, om føreren af den forankørende bil eventuelt var syg, eller der var andet i vejen.

Promille pænt over det tilladte

Den 32-årige kunne dog hurtigt konstatere, at føreren, som sad i bilen, var temmelig beruset, og han tilkaldte politiet.

Ved patruljens ankomst til stedet kunne betjentene også hurtigt se, at der var tale om en 69-årig mand fra Tappernøje, som bestemt virkede spirituspåvirket, hvorfor han blev alkometertestet med et resultat et pænt stykke over det tilladte. Han blev herefter anholdt og sigtet for spirituskørsel.


Nyhedsoverblik