27-årige Fredrick forsvundet på femte uge

Den 27-årige Fredrick Sserwanga Ntuwa har været forsvundet fra sit hjem i Næstved siden den 26. august. Familien frygter, at der kan være sket ham noget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En efterlysning af den 27-årige Fredrick Sserwanga Ntuwa bliver i øjeblikket delt af hans familie, venner og bekendte på Facebook. Alle håber de at finde frem til informationer om, hvad der er sket med ham.

Fredrick Ntuwa blev sidst set omkring sin bopæl den 26. august i Sct. Jørgens Park af nogle af hans venner. I dagene forinden havde han fortalt sin mor, at han snart ville tage en tur til Tyskland.

Skulle besøge bekendt i Hamborg

Den 24. august talte Maj-Britt Larsen med sin søn over telefonen, og her ønskede hun ham en god tur til Hamborg. Han havde nemlig forklaret, at han skulle ned og besøge en bekendt. Her godt fem uger efter er Fredrick ikke vendt tilbage, og hverken hans venner eller familie har hørt en lyd fra ham.

- Vi frygter, at der er sket ham noget. Det ligner ikke Fredrick at blive væk på den her måde. Der er noget, der ikke hænger sammen, siger Maj-Britt Larsen, der har været Fredricks plejemor, siden han var 5. Hun ser ham i dag, som en søn på linje med sine biologiske børn.

Fredrick Ntuwa havde inden sin forsvinding fortalt både sin mor, familie og venner, at han skulle til Tyskland for at lære at bruge en speciel type musik-synthesizer. Ifølge hans mor går han meget op i musik, og han havde fået kontakt til en DJ, der havde samme type maskine, og som ville lære ham at bruge den. Planen var, at han skulle være væk i 1-2 uger.

- Det sidste, jeg gjorde var, at jeg ønskede ham en god tur, og han glædede sig helt vildt, fortæller Maj-Britt Larsen.

Telefon er slukket og ingen aktivitet på hans konto

Da tre uger var gået uden kontakt, begyndte Fredricks mor at bekymre sig. Fredricks telefon er slukket, og der kommer ingen svar, når hun skriver til ham på Facebook. Her havde han ellers fortalt, at hun kunne få fat på ham.

- Vi ved, at han har hævet 2000 kroner, inden han forsvandt. Men DSB kan ikke se, at han skulle have købt en billet til Hamborg i dagene omkring tidspunktet på hans betalingskort. Samtidig siger banken, at der ikke har været nogen aktivitet på hans konto overhovedet, forklarer Maj-Britt Larsen.

Maj-Britt Larsen fortæller, at hun har haft kontakt til politiet for at få sønnen officielt efterlyst. Men deres melding til hende var, at de ikke kan gøre noget i den konkrete sag. Ikke når der er tale om en voksen mand, og når der ikke er nogen tegn på, at en forbrydelse har fundet sted.

- Alle hans venner fortæller også, at det ikke ligner Fredrick at blive væk på denne måde. Jeg håber på, at han bare har fundet på noget andet - det vil jeg lige nu helst tro på. Men samtidig, så virker det ikke sandsynligt, at han bare skulle have fundet på den her historie for at blive væk. Fredrick ville ikke lyve om sådan noget, siger hun.

Fredrick Sserwanga Ntuwa er ifølge familiens beskrivelse:

- 27år

- 192 cm høj

- Atletisk af bygning

- Af Afrikansk afstamning

- Skaldet og normalt uden skæg, men det er muligt at at han har ladet skæg og hår gro. 

- Bærer briller (Rayban)

- Han er formentlig iført en stor T-shirt, tynd sort vindjakke, hængerøvs-jeans, hue, mørkeblå rygsæk og sneakers. 

Den fulde efterlysning af Fredrick og kontakt til hans pårørende kan findes her: 


Nyhedsoverblik