22-årig asylansøger idømt seks år for drabsforsøg

Ni sener og en pulsåre blev skåret over, da en 22-årig asylansøger gik amok i et knivoverfald i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seks års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Sådan lyder dommen over en 22-årig asylansøger, som i Vordingborg i marts sidste år overfaldt en anden mand med en kniv, oplyser Retten i Nykøbing Falster.

Retten takserede onsdag knivoverfaldet til at være et drabsforsøg, fordi den 22-årige stak offeret adskillige gange med en køkkenkniv.

Knivstikkene medførte en del afværgelæsioner, og ni sener samt pulsåren blev skåret over.

Forud for knivstikket havde offeret været involveret i et overfald på gerningsmandens stedsøn, og det har angiveligt været motivet til knivoverfaldet.

Den 22-årig var asylansøger i Danmark, men han blev ved dommen udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Den dømte udbad sig betænkningstid, og han accepterede, at han skulle forblive varetægtsfængslet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik