2 patruljevogne bankede sammen på vej til opgave

En misforståelse er formentligt årsagen til, at 2 politibiler tirsdag aften stødte sammen på vej til en opgave ved Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De var på vej ud for at hjælpe andre, men endte med selv at måtte have hjælp.

2 af politiets patruljevogne kørte tirsdag aften lidt over klokken 20 ind i hinanden på Stibjergvej i Korsør.

- De var på vej til noget uro på stranden og misforstår hinanden og ender altså med at køre sammen, forklarer Rene Kofoed, der er indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning.

Kørt til Odense og Slagelse

Da redningsfolkene ankommer, er den ene betjent teknisk fastklemt, og han bliver efterfølgende kørt til behandling i Odense, da han klagede over ryg- og nakkesmerter. De 3 øvrige betjente i bilerne er kørt til observation på Slagelse Sygehus.

Den ene politibil var en hundepatrulje, men Rene Kofoed fortæller, at ingen af hundene kom til skade i ulykken.

En time efter at ulykken var sket, var redningsfolkene færdige på stedet. Politiets biler manglede dog at blive afhentet.


Nyhedsoverblik