Vordingborg afholder DM kvalifikation i gadefodbold

Danmarks største gadefodboldturnering kommer til Vordingborg 10. juni 2016, hvor unge håbefulde spillere kan kvalificere sig til DM-finalen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danmarks største gadefodboldturnering, Danish Street Cup, kommer til Vordingborg 10. juni 2016, og giver unge boldtalenter mulighed for at optræde med deres vildeste tricks og finter på asfalten. DGI står bag turneringen, hvor de bedst hold kvalificerer sig til DM-finalen på Rådhudspladsen i København. Det skriver DGI i en pressemeddelelse.

”En masse unge boldtalenter får mulighed for at vise deres finter og tricks frem på asfalten. Samtidig vil DGI og street soccer landstræner Suell Osmani scoute talenter til det landshold, der skal spille EM i forbindelse med DGI’s Landsstævne 2017 i Aalborg”, forklarer Tim Christensen, der er idrætskonsulent i DGI Storstrømmen.

DGI’s gadefodboldturnering Danish Street Cup består af ni kvalifikationsevents rundt i landet fra maj til september. I alt vil omkring 2.000 unge spillere dyste om titlen som Danmarks bedste street fodboldhold, hvor det bedste hold findes ved et brag af finaleevent på Rådhuspladsen i København den 17. september.

I fodsporene på Zlatan og Neymar

Flere berømte fodboldspillere som Zlatan Ibrahimovic og den aktuelle verdensstjerne Neymar fra FC Barcelona har startet karrieren på gaden, hvor deres talent blev opdaget. Den danske street soccer tradition står stærkt med de bedste spillere tilhørende verdenseliten. Og street soccer er blevet en etableret idræt med årelang opbakning fra bl.a. DGI og DBU. I dag eksisterer flere rendyrkede street fodbold foreninger, og der er også traditionelle fodboldklubber, der har street soccer som et supplement til træningen eller et særskilt tilbud til medlemmer.

I DGI er erfaringen, at street soccer i den grad også tiltrækker unge, der ikke nødvendigvis kommer i de traditionelle idrætsforeninger, men som tænder på den fleksible og artistiske leg med bolden på gaden.

Nye talenter

I Vordingborg løber Danish Street Cup af stablen samtidig med Vordingborg Idrætsfestival, hvor området på og omkring DGI Huset Panteren omdannes til et sandt sportsmekka med en lang række forskellige aktiviteter. Alle kan komme og se på og nyde kreativt boldspil og gadekultur. Og Danmarks bedste street spillere fra CPH Panna House og Danish Football Freestyle Community er også med og klar til at give deltagere og tilskuere en ekstra oplevelse. 

Tilmelding og detaljer kan findes her.


Nyhedsoverblik