Udvalg skrotter placering af biogasanlæg

Klima- og miljøudvalget i Holbæk Kommune har tirsdag besluttet at finde en anden placering til et biogasanlæg i kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er gået sådan, at udvalget er blevet enige om, at det er ikke det rigtige sted at placere et biogasanlæg, og at vi arbejder videre med en ny placering.

Sådan siger formanden for klima- og miljøudvalget i Holbæk Kommune, John Harpøth (DF) til TV ØST, efter tirsdagens udvalgsmøde.

quote Vi har stadig en stor drøm og en forhåbning om, at vi får biogasanlægget i Holbæk, for det er det, vi gerne vil i forhold til vores vision omkring en grønnere kommune

John Harpøth (DF), formand, klima og miljøudvalget

Udvalget skulle tirsdag tage stilling til, om der skulle udarbejdes et tillæg til lokalplanen, som åbnede op for opførelsen af et biogasanlæg samt et erhvervsområde syd for Regstrup uden for Holbæk.

Men udvalget beluttede at vente med det.

- Det som jeg fornemmede på mine udvalgsmedlemmer, det var, at nu er der altså lige behov for en time-out. Lige at få sunket spyttet en ekstra gang og tænke os godt om, siger John Harpøth (DF).

Håber de også flytter industriområdet

Det glæder en af de godt 70 borgere, der var mødt op foran rådhuset tirsdag morgen for at demonstrere mod biogasanlægget og industriområdet.

- Det er jeg rigtig glad for at høre, siger Jesper Iversen.

Han bor selv i Sdr. Jernløse, som var en af de tre mindre landsbyer, der ligger tæt på det område, som var foreslået til biogasanlægget.

Han er selv overrasket over udfaldet af dagens udvalgsmøde.

- Jeg troede, at vi skulle køre sagen længere. Men hvis de flytter både biogasanlægget og industriområdet, det vil jeg være rigtig glad for, siger han.

Ønsker stadig biogasanlæg i kommunen

Formanden for udvalget, John Harpøth (DF) siger helt overordnet, at der ikke var opbakning blandt partierne i udvalget for placeringen af biogasanlægget.

Men borgernes demonstrationer og høringssvar har heller ikke været uden betydning.

Har de her borgeres bekymring gjort indtryk på dig?

- Det er klart, at det er vigtigt som politiker, at man tager hånd i de her ting. Jeg hilser det velkommen, at de møder op i dag og endnu engang giver tilkende, at de ikke ønsker det her biogasanlæg. Men det har ikke ændret min holdning til det og min beslutning, siger han.

Han kan dog godt følge borgernes bekymring.

- Jeg kan sagtens forstå deres bekymring, og det tager jeg dybt alvorligt, og det skal man gøre som politiker, ellers skal man ikke sidde der, hvor jeg sidder, siger han.

Ifølge udvalgsformanden så har udvalget dog fortsat et ønske om at opføre et biogasanlæg inden for Holbæk Kommunes grænser.

- Vi har stadig en stor drøm og en forhåbning om, at vi får biogasanlægget i Holbæk, for det er det, vi gerne vil i forhold til vores vision omkring en grønnere kommune. Og det hører jeg ikke, der er nogen, der har noget imod. Men placeringen i Snævre, det var ikke det, som man havde den store opbakning til, siger John Harpøth (DF).

Formand frygter total nej

Selvom borgerne i Sdr. Jernløse og de øvrige omkringliggende landsbyer lader til at gå fri for tung trafik, støj og lugtgener, som de frygtede ved et biogasanlæg og industriområde, så kan det stadig bekymre Jesper Iversen, om det så vil gå ud over andre.

- Jeg håber, de tænker sig om og finder en fornuftig placering, hvor det ikke generer nogen. Vi håber jo ikke på, at det kommer til at gå ud over nogen andre, siger Jesper Iversen.

Men så er borgerne fra området klar til at støtte.

- Hvis det kommer til at gå ud over andre, så vil vi bakke op omkring det, så godt vi kan, siger han.

Ifølge John Harpøth (DF) er det svært at sige, hvad der kommer til at ske nu. Han frygter selv, at et biogasanlæg til Holbæk helt vil blive afskrevet.

- Jeg frygter lidt, det kan blive et nej til at gå videre med noget i Holbæk Kommune. Jeg kan også frygte, at Nature Energy begynder at tvivle på Holbæk Kommune, at de så finder ud af, at det skal ligge i en anden kommune, siger John Harpøth.

 


Nyhedsoverblik