Ensomheden er tyngende: Læs sygeplejerskens brev her

Jo længere tid, jeg sidder her bag en låst dør, jo mere tager modløsheden og magtesløsheden over. Der er et kæmpe tomrum, som gør det svært at beskrive, hvordan jeg har det. Det er ikke fordi tanker, frustrationer, uvisheden og afsavnet til alt og alle bliver mindre, eller at man lærer at forholde sig til det. Tværtimod, alle tingene vokser sig tilsammen så store, at jeg ikke længere helt kan forholde mig til det, fordi det gør så ondt, at jeg slet ikke kan holde tanken ud.

Uvisheden er i sig selv så angstskabende at den nærmest overtager alle tanker i mit hoved. Hvad vil der ske, hvor lang tid vil dette tage, bliver alting normalt igen, og hvornår ? Det er de eneste tanker, der kører i hovedet på mig, gør mig søvnløs, frustreret og ikke mindst ked af det. Det og så savnet til min familie.

Hovedperson i modbydelig sag
I over 300 dage har jeg siddet varetægtsfængslet og min retssag er ikke begyndt, selvom der nu er afsat dage til den. I et år har et sandt mareridt stået på, og mens alle andre - politi, kollegaer, medier og så videre diskuterer sagen livligt, må jeg intet sige. Jeg er pålagt mundkurv, hvilket er til stor frustration. Siden dag et har jeg siddet med en masse spørgsmål, som ingen vil besvare, og som jeg må ikke stille.

Jeg er hovedperson i en rigtigt modbydelig sag. Jeg kan få lov til at høre, hvad folk siger om mig, men jeg har ikke mulighed for at stille nogle af de spørgsmål, jeg sidder med, og hvis de alligevel bliver stillet, ønsker politiet ikke at svare.

Isoleret, fordi jeg er kvinde
Jeg sidder i min celle 23 timer i døgnet, en gang om dagen har jeg mulighed for en times luft, som kaldes en gårdtur. Ellers kan man få det, de kalder for cellefællesskab, det er der dog kun mulighed for med indsatte af samme køn, og da jeg har siddet ene kvinde i arresten i over 10 måneder har der stort set ikke været mulighed for fællesskab.

Jeg sidder i min celle 23 timer i døgnet, en gang om dagen har jeg mulighed for en times luft, som kaldes en gårdtur.

Politiet og Kriminalforsorgen er flere gange gjort opmærksom på dette, men alligevel ønsker politiet ikke at flytte mig. Det trods en episode, som endte rigtigt grimt, først med trusler, og nogle voldsomme krænkelser fra to andre indsatte. Arresten og politiet blev gjort opmærksom på dette, men deres reaktion herpå var, at hvis jeg følte mig truet, måtte jeg jo gå i frivillig isolation. Det måtte jeg gøre i 17 dage, indtil de to, der truede mig, overfaldt en anden medindsat og herefter blev flyttet.

Jeg undrer mig over, at alle andre, der søger om at blive flyttet, får deres ønske imødekommet efter nogle måneder. Men jeg bliver ikke flyttet, heller ikke selvom en læge har pointeret, at det vil være bedre for mig.

Trussel om observationscelle
Det er svært at beskrive hvad isolationen gør ved mig. Først bliver jeg revet ud af min hverdag, al kontakt med mine pårørende bliver afbrudt, jeg er bange, ked af det, frustreret og alle de tanker kører rundt i hovedet. Men døren bag mig er smækket, der kan gå dage uden at jeg ser andre mennesker end vagterne og man skal vente til den dag på ugen, hvor man har fællesskab med andre for at tale med nogen.

I starten higede jeg efter fællesskab, men nu hvor jeg har siddet så længe i isolation, kan jeg nærmest ikke begå mig i fællesskabet. Jeg rummer det ikke og ret hurtigt er ensomheden så altoverskyggende at det er det eneste, jeg kender til. På de mørkeste dage ligger jeg og kigger ud i luften, med al uroen, der kører i mit hoved og jeg tænker - hvordan gør jeg hurtigst muligt en ende på det her? Det er en tanke, der flere gange præger min hverdag. Velvidende at den er forkert, kan jeg bare ikke få den til at gå væk. Hvis jeg siger at jeg har det skidt, ligger der en trussel om at blive sat i observationscelle. Det er det første redskab, vagterne benytter sig af. Observationscellen er ikke et sted, man ønsker at befinde sig, det er et rum uden andet end en madras på gulvet, der fylder rummet. Der kan folk godt sidde i lang tid.

Jeg har tit undret mig over, hvordan det kan forekomme nogen forsvarligt at isolere et menneske i så lang tid, for hvis man ikke var ødelagt psykisk, så bliver man det. Vi siger, man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, men det forekommer mig helt absurd, at man må holde folk isoleret på den måde så længe. Hvad forventer vi som samfund, når man isolerer et menneske, låser det inde uden kontakt til andre, fratager det besøg af pårørende? Alligevel stilles der krav om at man skal have et socialt netværk, fungere i et socialt samfund og begå sig normalt, det er jo helt urealistisk.

Så bange at man bliver syg
Den første uge af min varetægtsfængsling tænkte jeg hele tiden på min familie - hvordan har de det, hvordan tackler de det, vil de besøge mig, hvad har de hørt ? Men ingen kunne svare mig, og ingen ville svare mig på, hvornår jeg så dem igen. Ingen ville svare mig på, hvordan de fik en besøgstilladelse. Jeg kan dårligt sætte ord på, hvordan dette føles.

Man bliver revet væk fra sin hverdag, sat i et lille koldt rum med en seng, et bord, og et fjernsyn, døren er låst, man kan ikke komme ud og man græder bare og sidder helt alene med sine tanker. Få gange på et døgn går døren op, vagten konstaterer blot at man stadig græder, låser igen og tilsidst er man så frustreret, ked af det og bange at man bliver fysisk syg.

Så melder tanken sig - hvad med min bopæl og økonomiske situation, jeg sad 14 dage, inden jeg fik lov til at snakke med en socialrådgiver, som skulle hjælpe mig med disse ting, og i dag har jeg stadig ikke styr på det. De problemer virker nu så små, selvom de jo i ens fremtid er rigtigt relevante ting at bekymre sig om - men overskuddet er simpelthen ikke eksisterende.

Prøver at knække mig
I det hele taget er der ikke meget hjælp at få herinde. Jeg bad om psykologhjælp under mit ophold i Nykøbing Arrest, det tog to måneder at få arrangeret, så blev jeg overflyttet til arresten i Køge, hvorefter psykologhjælpen blev afbrudt og så skulle jeg søge påny. Det tog 11 uger. Alt herinde er en kamp.

Jeg får at vide, at jeg kan skrive breve til min familie, disse er dog ofte fire uger undervejs. Det virker lidt som om det er en bevidst handling, en måde at se, om man kan knække mig. For eksempel til jul sendte jeg et meget personligt julebrev til min kæreste og et til mine forældre, det var rigtigt vigtigt for mig at de kom frem, hvilket også fremgik tydeligt af brevene. Alle andre breve kom frem, selv dem, jeg havde afsendt senere, de eneste to breve, der blev tilbageholdt i tre uger var disse to vigtige breve.

Følelsen af ensomhed er tyngende
Jeg har 60 minutters besøg om ugen, et besøg som er overvåget, som gør at jeg aldrig nogen sinde kan sige hvad jeg tænker og føler, og især hvis det er en bestemt betjent, der overvåger besøget, må familien ikke røre mig eller trøste mig.

I starten kunne jeg kun græde ved besøgene, men jeg kunne se at det jo også påvirker min familie og så gør det bare endnu mere ondt. Jeg ved at der går en uge eller mere inden jeg ser dem igen, og jeg har ikke mulighed for at få nogen at tale med om det her.

Følelsen af ensomhed bliver så tyngende at jeg ikke kan spise, jeg sover ikke på grund af spekulationerne, jeg er så træt at jeg ikke kan sidde oprejst, til trods for at jeg ikke udretter noget fysisk, og når man er kommet ind i sådan en ond spiral er det umuligt at opretholde en hverdag. For hver dag der går, mister jeg lidt af mit fodfæste.

Det er som om at min identitet forsvinder langsomt og den kan ikke genfindes, så længe jeg sidder her. Man burde mene at man som varetægtsfængslet kunne få noget hjælp, men alt er en kamp som kræver et overskud, jeg ikke kan finde.

Hierarkiet i arresten
Her i arresten fungerer hverdagen efter et hieraki, uanset om man vil det eller ej, skal andre nok sætte en ind i tingene. To regler er gældende: man adlyder altid det, der bliver sagt af den øverste i hierakiet, lige meget, hvilke regler det ellers strider imod, og man fortæller aldrig noget til en fængselsbetjent. For dem, der gør det alligevel, har det kolossale konsekvenser. Selvom man ikke deltager aktivt i en handling, sætter det sine spor at overvære, hvad der sker, og være vidende om, hvad der foregår uden at kunne sige noget til nogen. Nogle vil måske sige at man altid har et valg, men hvis man skal prioritere sin egen sikkerhed, er valget taget for en på forhånd.

Lige så vel som folk herinde kan være voldsomme, er der et psykisk pres fra vagterne. Det er en svær balance. De andre indsatte vil ikke have, man taler med vagterne, og bliver man upopulær hos vagterne, er man ekstra udsat.

Hvis den forkerte vagt er her, får jeg end ikke lov til toiletbesøg, de nægter mig bad, og jeg har oplevet at andre indsatte får serveret mad i et bækken af vagterne, eller bliver kaldt klamme, ulækre eller perker. Ting, jeg aldrig havde forestillet mig foregik herhjemme, er mere udtalt end jeg troede, og tit har jeg undret mig over at vi i Danmark er så stolte af vores velfærdssystem og retssystem, når man samtidig kan sidde under disse forhold på ubestemt tid.

Jeg græder mig i søvn
Når det bliver aften, ligger jeg i mørket og kan ikke sove, det er uvisheden og afsavnet til familien, som fylder så meget at jeg ikke kan finde ro. Ofte græder jeg mig i søvn, for så at vågne et par timer efter med mareridt, der ofte er forbundet med oplevelser, jeg har haft herinde. Folk, som er blevet tævet, trusler, episoder, hvor blodet flyder fra nogens ansigt. Jeg vågner badet i sved, grædende og med hjertebanken, der gør så ondt, at jeg føler at jeg skal kvæles. Ringer jeg på klokken eller efter personalet, får jeg at vide at jeg skal gå i seng, og så står jeg igen alene med alle tankerne.

Igen vender tanken om, hvordan jeg ender det her hurtigst muligt tilbage, velvidende at det er forkert, men det er ikke er værd at fortsætte sådan her. Ingen i retssystemet stiller spørgsmål ved noget som helst, der er en fristforlængelse og endnu en hver eneste måned, som åbenbart kan fortsætte til uendelighed. Jeg sidder her, alting gør ondt og samtidig kan jeg se mine nærmeste ude på den anden side kæmpe, men samtidig være så mærkede af alt dette at det lyser ud af øjnene på dem. Jeg kan ikke gøre noget, blot se til fra sidelinien, mens jeg føler en kæmpe skyldfølelse over at det her rammer dem, og hvordan det sårer dem, selvom jeg ved, at de kun bekymrer sig om mig.

Vil opnå retfærdighed
Ved fristforlængelserne oplever jeg anklageren male et billede af mig, hvor han nævner grimme ting, alt andet er for ham ligegyldigt. Han tager andres subjektive holdning, gør den til sin egen og fremstiller gerne tingene fra den værste side, selvom det altsammen kun er teorier.

Jeg tænker på om det overhovedet bliver muligt for nogen, der skal dømme i sådan en sag, ikke allerede at have en forudfattet mening om sagen. Alle har jo læst om den i medierne.

Mest af alt har jeg lyst til at stille mig op og råbe og skrige ved fristforlængelserne, men det må man ikke. Så har jeg lyst til at bryde grædende sammen, men jeg kan ikke, jeg er så træt og udmattet, at det eneste forsvar jeg har, er at lukke alt ude og så fremstår jeg, som om at jeg ikke reagerer. Jeg har ikke kontrol over noget, så jeg venter med at bryde sammen til jeg igen er bag lukket dør, hvor ingen kan se eller høre mig.

Nogle gange er jeg så træt at jeg ikke engang orker at græde, jeg orker ikke at være til og hver eneste gang jeg går i seng, tænker jeg, om det her ender. Får jeg nogensinde et normalt liv, hvordan kommer jeg videre herfra, og gør jeg det? Det nemmeste ville være at opgive på forhånd. Alligevel er der noget inde i mig, der vil opnå retfærdighed, lige meget, hvor opslidende denne kamp er.

Jeg ved nu, at der skal være en retssag, den skal strække sig over tre måneder, hvilket i sig selv virker helt uoverskueligt. Men hvis jeg vil opnå retfærdighed, er det en nødvendighed.

Lige nu er ventetiden dræbende og frygten for fremtiden og afsavnet til virkeligheden så stort, at jeg slet ikke kan forestille mig, hvordan jeg genopbygger mig selv efter dette. Jeg ved ikke om jeg lige nu tror på at det er muligt. De eneste ord, jeg kan beskrive den følelse, jeg sidder med, er frustration, vrede, frygt og savn.