Stolt Inger Støjberg viser teltlejren frem

Norge overvejer den danske model; at indlogere asylansøgere i teltlejre. Derfor havde ministeren inviteret sin norske kollega på besøg i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Her til formiddag var integrationsminister Inger Støjberg på lynvisit i teltlejren i Næstved. Ministeren havde inviteret sin norske kollega Sylvi Listhaug fra Fremskidtspartiet, der også er integrationsminister.

Norge overvejer også at indlogere deres flygtninge i teltlejre, og derfor var den norske minister på inspirationstur. Og Inger Støjberg viste stolt teltlejren frem. 

- Jeg mener, at det er en meget velfungerende lejr, vi ser her, og jeg synes, de har rigtig godt styr på tingene. Nu er det sådan, at de i Norge overvejer også at bruge telte i fremtiden, og så synes jeg, det er vigtigt at vise min norske kollega Sylvi, hvordan vi gør det her i Danmark, siger Inger Støjberg.

Ministrene fik en rundvisning i lejren, og talte med nogle af beboerne. Udover at vise teltlejren frem, så talte de to også om, hvordan den aktuelle flygtningesituation kan løses i Norden.

- Jeg synes det er vældig interessant - specielt det der handler om integration; at man kommer hurtigt i gang med danskundervisningen, og de krav, man sætter. Vi arbejder lige nu på at komme hurtigere i gang med at integrere og stille flere krav, og her er der flere idéer, vi kan tage med os, siger Sylvi Listhaug, der er integrationsminister i Norge.

Det kan blive bedre

Der har været flere episoder i teltlejren i Næstved. Politiet har rykket talstærkt ud flere gange, fordi der var opstået slåskampe i lejren. I forbindelse med tumulten blev flere asylansøgere anholdt og overflyttet til andre lejre.

Integrationsministeren indrømmer også, at forholdene kan blive bedre for de mange asylansøgere.

- Vi kan jo altid blive bedre. Noget af det som vi slås med i Danmark er også noget, som de slås med i andre lande. Det er jo især sagsbehandlingstiden. Lige for øjeblikket er der en lang behandlingstid, og det betyder også, at man kommer til at bo i en lejr som den her i lang tid. Det vil jeg gerne have bragt ned, og når jeg taler med Sylvi, så er det nøjagtigt det samme, som de kæmper med, siger Inger Støjberg.

De to ministre besøgte også Næstved Sprog- og Integrationscenter.


Nyhedsoverblik