Socialdemokrater vil have endnu lavere færgetakster

Det skal være lige så billigt at sejle med færge som at køre samme strækning på landevej, lyder krav fra Socialdemokrater.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Socialdemokraterne rejser igen kravet om markant lavere priser for at sejle med færgen.

Partiet tager emnet med til de forhandlinger om planloven, der begynder hos erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (Venstre) senere tirsdag.

- Det vil sikre fremgang og udvikling i vores ø-samfund, siger miljø- og fødevareordfører Simon Kollerup (Socialdemokraterne).

Regeringen har i forvejen afsat 85 millioner til lavere færgetakster. Men S mener, at beløbet bør være 133 millioner kroner.

Foreslog at bruge 133 millioner kroner

Arbejdet med at sænke prisen for at tage færgen til en af landets mange øer, startede allerede under den tidligere S-ledede regering. Den foreslog at bruge netop 133 millioner kroner til formålet.

Men det nåede ikke at blive gennemført inden valget. Efter valget blev færgetaksterne et hedt debatemne, hvor Venstre-regeringen blev beskyldt for at løbe fra sine løfter om at hjælpe øerne.

I februar blev regeringen så enig med de øvrige borgerlige partier om at afsætte 85 millioner til at sænke priserne på færgebilletter.

Men nu er Socialdemokraterne altså klar til at bruge planlovsforhandlingerne til at tage endnu en holmgang om færgerne.

- Tiden er til at gå hele vejen og hjælpe vores øer. Det er vigtigt, når man gerne vil skabe lige muligheder i hele Danmark. Regeringen er gået et lille skridt på vejen, siger Simon Kollerup.

Fjern kystnærhedszonen

De 133 millioner kroner rækker til at gennemføre det såkaldte landevejsprincip uden for højsæsonen. Skal det princip gælde hele året, vil det koste 281 millioner kroner. Men det beløb mener Kollerup ikke, at det er realistisk at komme igennem med.

Forud for forhandlingerne har regeringen blandt andet foreslået at fjerne kystnærhedszonen. Men det er Socialdemokraterne slet ikke med på.

- Det er det samme som at give danmarkshistoriens største byggetilladelse på en gang, siger Simon Kollerup.

/ritzau/


Nyhedsoverblik