Skyldner affyrede to skud gennem hoveddør i Ringsted: Politiet lå klar med maskinpistoler

Politiets hund fik fat i den 39-årige mand fra Ringsted, der sigtes for at have affyret haglgevær gennem kreditors dør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En strid om penge førte til, at en mand affyrede et haglgevær gennem sin modparts dør i Ringsted lørdag aften.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

- Skylderen er måske blevet træt af at blive opkrævet penge og skyder derfor gennem et vindue i modpartens dør. Det er altså en voldsom måde at reagere på, Lars Mogensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var ved 19.30-tiden, at anmeldelsen om skudepisoden blev modtaget af politiet.

Skyldner blev passiveret af politihund

Betjentene tog da heller ingen chancer ved den efterfølgende aktion, hvor de skulle forsøge at anholde manden med haglgeværet. Han er en 39-årig mand. Ligesom den anden part i opgøret bor han i Ringsted.

quote Vi var klar med maskinpistoler og gas

Lars Mogensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi

- Vi gjorde klar til en skarp indtrængning, siger vagtchef Lars Mogensen og tilføjer:

- Det vil sige, at vi var lidt tungere bevæbnet end pistoler. Vi var klar med maskinpistoler og gas.

Imidlertid valgte den belejrede mand selv at komme ud af sin bopæl ved 23.30-tiden.

- En hund fik ham passiveret, forklarer vagtchefen om forløbet.

Sigtet for trusler på livet

Ingen kom noget til ved de to episoder, men søndag skal en dommer afgøre, om den skydende mand skal varetægtsfængsles, oplyser politiet.

Umiddelbart er manden sigtet for trusler på livet, men det kan være, at yderligere sigtelser kommer til senere.

Ifølge politiet blev der affyret to skud mod hoveddøren.


Nyhedsoverblik