Mand er ramt af skud i muligt bandeopgør i Nykøbing Falster

Der har været en skudepisode i Nykøbing Falster natten til onsdag, hvor en mand blev ramt af flere skud i en lejlighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet er lige nu massivt til stede i området omkring en lejlighed på Løyesgade i Nykøbing Falster, hvor en mand kort før klokken 04.00 blev ramt af flere skud i benet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke gå i detaljer, men det tyder på, at skyderiet er banderelateret, siger politiinspektør Kim Kliver.

quote Det tyder på, at skyderiet er banderelateret

Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

På sygehuset under bevogtning

De foreløbige undersøgelser peger ifølge politiet på, at to-tre mænd tvang sig adgang til lejligheden og affyrede skuddene.

De stak efterfølgende af fra stedet til fods i retning mod banegården.

Den forurettede blev kørt til sygehuset under bevogtning. Han er ved bevidsthed og uden for livsfare.

Efterlyser vidner

Kim Kliver oplyser til TV ØST, at politiet lige nu er massivt til stede i området, hvor skyderiet fandt sted.

- Vi er synligt til stede i området, hvor vi stadig afhører vidner og indsamler eventuelle spor, siger Kim Kliver.  

Politiet ønsker ikke at oplyse, om manden, der blev ramt af skud, allerede er kendt af politiet.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der kan ligge inde med oplysninger af interesse for sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik