Skulpturpark hylder Stevns Klint - skal synliggøre verdensarven i lokalsamfundet

Ti kunstnere skal skabe ti forskellige kunstværker, som skal fortælle om Stevns Klint og skal binde Store Heddinge sammen med verdensarven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På godt ti dage skal ti forskellige kunstnere skabe ti forskellige kunstværker ud af kalksten, som på hver sin måde vil fortolke Stevns Klint og klintens historie.  

I over en uge nu har kunstnere arbejdet nærmest i døgndrift i deres midlertidige værksteder ved Stevns Fyrcenter, hvor de også bor og lever under projektet.

- Jeg håber, at når det her kvalificeret kunst rammer Store Heddinge, at det så får borgerne til at reflektere over deres klint og at de måske føler en ny slags stolthed, fortæller projektleder, Charlotte Mannstaedt.

quote Det her handler jo også om at synliggøre verdensarven i lokalsamfundet

Charlotte Mannstaedt, projektleder

I første omgang får de ti værker premiere for offentligheden ved Stevns Fyrcenter, men senere skal de pryde Store Heddinge permanent i form af en skulpturpark.

- Jeg håber da, at folk i Store Heddinge bliver glade for at få vores værker derned og bliver opmærksomme på deres undergrund, og hvad den kan på forskellige måder, ikke, siger Tina Kallehave, som er en af kunstnerne, der er med i projektet.

Optaget hos UNESCO

I 2014 blev Stevns Klint optaget på UNESCOs liste over verdens naturarv, fordi man på klinten kan finde spor fra en af de vigtigste perioder i livets udvikling. Kunstværkerne skal gøre byens borgerne opmærksomme på de specielle omgivelser, de lever i.

- Det her handler jo også om at synliggøre verdensarven i lokalsamfundet på en anden måde, end folk er vant til at se den, siger Charlotte Mannstaedt.

Du kan opleve de ti værker ved Stevns Fyrcenter på lørdag, inden de rykker til Store Heddinge.


Nyhedsoverblik