Skuffet borgmester efter møde om busnedlæggelse: - Vi er ofre for en politisk studehandel

Borgmester Thomas Adelskov (S) mener han er offer for en politisk studehandel, hvor nogle kommuner har fået Region Sjælland til at betale for busruter, der kun kører internt i én kommune. Foto: TV ØST

Odsherred Kommunes borgmester, Thomas Adelskov (S) mener, han er blevet offer for en politisk studehandel omkring busbesparelser.

Det var ikke meget, Odsherred Kommunes borgmester, Thomas Adelskov (S) kunne fortælle, han havde fået ud af mødet med Region Sjællands trafikudvalg torsdag.

- Ikke noget. Det er den korte version af det, siger Thomas Adelskov (S) til TV ØST.

Det er jo ikke realistisk at Odsherred Kommune lige pludselig skal til at drive en rute, der går i mellem to regioner og gennem adskillige kommuner

Thomas Adelskov (S), borgmester, Odsherred Kommune

Mødet med Region Sjællands politikere fra trafikudvalget havde det primære formål at få puslespilsbrikkerne i det store bussparekatalog til at falde på plads.

- Regionen præsenterede deres bevæggrunde for at skulle lave de her besparelser, og det anerkender jeg jo også, at de er pålagt nogle besparelser på det her område. Til gengæld synes jeg ikke, de havde nogle argumenter for at nedlægge en rute, der går på tværs af kommuner og på tværs af regionen og så samtidig fastholde andre interne kommunale ruter, siger Thomas Adelskov (S) efter mødet.

I spareplanen vil Region Sjælland nedlægge en række busruter - heriblandt busruterne 555/666, der går mellem Odsherred og Høje Taastrup. 

Det argument er formanden for trafikudvalget i Region Sjælland sådan set enig i.

- Det kan jeg jo kun give ham ret i, at det er en regional opgave at drive ruter mellem kommuner. Men det ændrer ikke på, at vi er i gang med at se på, hvilke busser vi bedst kan undvære, og hvor vi generer færrest mulige mennesker, siger Peter Jacobsen (DF) og tilføjer:

- Man skal jo også lige huske, at vi har jo en velfungerende Odsherredbane, som vi finansierer, så det er jo ikke sådan, at man ikke kan komme til Odsherred. Så kan det godt være, man skal skifte undervejs, men man kan stadig komme derop, siger formanden.

Kommuner bør ikke finansiere tværgående ruter

Der var til dagens møde lagt op til fra regionens side, at Odsherred Kommune selv kunne overtage driften af busruterne. Men det, mener borgmesteren ikke, er en løsning. 

- Det er jo ikke realistisk, at Odsherred Kommune lige pludselig skal til at drive en rute, der går i mellem to regioner og gennem adskillige kommuner. Jeg synes jo, det ville være rimeligt, at man sagde til nogle af de kommuner, hvor man driver ruter, der er interne, at det må kommunerne selv finansiere. Det er jo det, vi gør i Odsherred med alle vores interne ruter, lyder det fra Odsherreds borgmester.

Han mener, han er blevet offer for en politisk studehandel.

- Jeg kan jo ikke tolke det som andet end en politisk studehandel, hvor der har været nogen, der har fået kæmpet nogle lokale ruter hjem til sig selv i deres egne kommuner, og dermed får Region Sjælland til at betale for ruter, hvor man fragter borgere rundt internt i kommunen, siger borgmesteren (S).

Det afviser formanden for trafikudvalget, Peter Jacobsen (DF), fuldstændig.

- Det er slet ikke det, der er tale om. Det handler om, at vi skal prioritere mellem busser, der transporterer unge uddannelsessøgende til uddannelser og så sommerhusejere i Odsherred. Det er ikke fordi, vi ikke kan se, at sommerhusgæster er vigtige for Odsherred, for det forstår vi godt, men det handler om, at skal vi vælge, og det skal vi jo desværre, så vælger vi de uddannelsessøgende, siger Peter Jacobsen (DF).

DISSE RUTER ER OMFATTET AF BESPARELSERNE

Busrute 120 Høje Tåstrup - Karlslunde – Køge. Betjeningen ophører mellem Karlslunde og Køge. 
 
Busrute 490 Ruds Vedby – Svinninge. Betjeningen reduceres, ingen betjening aften og weekend. 

Busruterne 555/666 Odsherred – Høje Taastrup. Busruterne nedlægges.

Busrute 740 Nykøbing F. – Gedser Færgehavn. Betjeningen reduceres til timesdrift i dagtimer og 2 timesdrift aften og weekend. 

Busrute 760 Vordingborg – Sakskøbing. Betjeningen reduceres til 1 morgentur og 2 eftermiddagsture. 

Busrute 780 (Maribo) - Nakskov – Tårs Færgehavn. Region Sjællands andel (Nakskov - Tårs Færgehavn) af busbetjeningen ophører. 

Busrute 630R Næstved – Faxe Syd - Faxe Ladeplads. Busruten afkortes til Faxe Syd. 

Natbetjening. Natbetjening ophører. 5 natbusruter nedlægges. 

Busrute 460 Korsør – Skælskør - (Stigsnæs Havn). Region Sjællands andel (Korsør - Skælskør) af busbetjeningen ophører. 

Se mere

Får betydning for erhvervslivet

Derfor er det en skuffet borgmester efter dagens møde med regionen.

- Det eneste tilbud vi har fået i dag, det er, at vi selv kunne drive ruten, men det behøvede Region Sjælland jo ikke fortælle os, siger han og fortsætter:

- Jeg mener, det er en regional opgave, og det er også et princip, Region Sjælland selv har brugt, at man driver ruter, der går på tværs af kommuner. Og det er jo det, vi er noget skuffede over, at de denne her gang fraviger som princip ved at nedlægge de ruter til Odsherred, og i stedet fastholder små kommunale ruter andre steder, siger han.

Ifølge borgmesteren vil en nedlæggelse af de to busruter få stor betydning for området.

- Det får den betydning, at der vil være nogle af de sommerhusgæster, som vi gerne ville have kom og besøgte os noget mere, fordi det giver god handel og aktivitet i kommunen og dermed beskæftigelse, at de kommer måske mindre, når man nedlægger denne her rute, siger han og uddyber:

- Det er ruter, som har betydning for vores handel, vores sommerhusgæster, vores efterskole og kursuscentre i Odsherred, og de steder må nu lide under, at man har lavet sådan en politisk studehandel i Region Sjælland, og det er jeg rigtig ærgerlig over, siger han.

TV ØST har forgæves forsøgt at få en kommentar fra formanden for Region Sjællands udvalg for trafik, infrastruktur og miljø, Peter Jacobsen (DF) for at høre udvalgets version af dagens forhandlinger med Odsherred Kommune.

Den endelige spareplan var oprindeligt meningen, at den skulle præsenteres for regionsrådet den 5. november, hvor den skulle godkendes, men for at give de berørte kommuner mulighed for at vende løsninger politisk i byrådene, er der brug for mere tid.

- Vi rykker det en måned til vores møde i december. Det betyder ikke, at vi nu lukker op for debatten igen. Det er udelukkende for at give kommunerne tid til at vende det, siger Peter Jacobsen (DF).

Opdatering

  • 25. okt 2018 kl. 16:01 Artiklen er opdateret med kommentarer fra formand for Region Sjællands trafikudvalg, Peter Jacobsen (DF)

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App