Skolestart: Fokus på teenagere i trafikken

De ældste skolebørn kommer mest til skade i trafikken. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når landets skoleelever skal ud på vejene efter sommerferien, er det ikke de små og uerfarne skolebørn, der står for flest trafikulykker. Det er derimod de større skoleelever mellem 13-16 år, der kommer mest til skade.
 
Over ti gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige, viser tal fra Vejdirektoratet.
 
Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner nu fokus på de ældre elever med en ny, landsdækkende kampagne ”Teenager i trafikken”.

Forældre har stadig et ansvar

Kampagnen skal minde forældre om, at de stadig har et ansvar, når børnene bliver ældre, og at det nytter at blande sig.
 
- Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. De tager måske nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de f.eks. cykler sammen med deres venner. Derfor er det så vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, for de har virkelig brug for det, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Se med på TV ØST søndag aften klokken 19.30, når vi sætter fokus på teenagere i trafikken.

En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden viser, at de unge i høj grad lytter til deres forældre, når det gælder holdninger og adfærd i trafikken.
 
Gode råd til forældre til teenagere:
 
1. Tag stilling
Start med at tage stilling til, hvordan du gerne vil have, at dit barn begår sig i trafikken. Forventer du, at dit barn er opmærksom i trafikken (f.eks. ikke hører musik og bruger telefonen). Og hvad er din holdning til cykelhjelm, alkohol, og hvor hurtigt knallerten må køre?
 
2. Lav regler eller konkrete aftaler
Regler virker bedre end dialog. Brug gerne fakta og loven som argument. Sig f.eks. ”Der sker mange ulykker med uopmærksomhed. Jeg vil ikke have, at du kommer til skade, hvis du SMS’er, når du cykler. Du kan også få en bøde”. Foreslå din teenager at stoppe op eller lade mobilen blive i lommen.
 
3. Støt dit barn i at sige fra
Når forældre har lavet klare regler, f.eks. om fart og alkohol, har de unge lettere ved at sige fra over for vennerne. Så kan de unge altid henvise til, at de har nogle skrappe forældre, der ikke vil acceptere det her. Det gør det nemmere for de unge at trække sig fra situationen, uden at de kommer til at virke kedelige overfor vennerne.
 
4. Alliér dig med andre forældre
Andre forældre synes også, at det er svært at blande sig. Tag derfor trafik op på forældremødet, og lav eventuelt retningslinjer for hele klassen - f.eks. om alkohol og brug af cykelhjelm og mobiltelefoner.
 
5. Se på dine egne trafikvaner
Hvis du selv lever op til de råd, du giver, er der langt større chance for, at dit barn efterlever dem. Er det tid til at lette foden fra speederen og lade mobilen blive i tasken?


Nyhedsoverblik