Sjællandsk odder fanget på kamera

En odder er blevet filmet af et vildtkamera på Sjælland. Der har ikke været beviser for levende oddere på Sjælland siden 2006.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odderbestanden i Jylland trives, men på Sjælland er det pelsede rovdyr et særsyn. Siden 2006 har odderen været helt fraværende på Sjælland. Indtil i dag.

Efter et års overvågning i Naturpark Åmosen på Vestsjælland, er det nu lykkedes et hold forskere fra Statens Naturhistoriske Museum at filme noget af en sensation - en sjællandsk odder.

- For et år siden satte vi ti vildtkameraer op i Naturpark Åmosen, hvor der tilbage i 2006 blev fundet odderlorte. Men efter et år uden held, var vi ved at give op, siger lektor Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum.

- Kameraerne skulle egentlig pilles ned i maj 2016 og flyttes til andre områder, men i sidste øjeblik besluttede vi at give Åmosen en sidste chance hen over sommeren. Og minsandten om der ikke blandt de 2.246 videoer, som vi hentede i forrige uge, gemte sig to korte videoer-sekvenser med en flot odder. Den luntede forbi kameraet kl 02.01 om natten d. 28. maj og igen to timer senere.

Måske en jysk odder

I juni måned 2015 satte Danmarks Naturfredningsforening tre jyske oddere ud i Vestsjælland for at få flere oddere i den østdanske natur. Og det er muligvis en af disse dyr, der blev fanget af vildtkameraet.

- Vi kan ikke udelukke, at vores optagelser viser en ægte, sjællandsk odder, men det er måske mere sandsynligt, at vi har filmet en af de tre oddere, der blev udsat for cirka et år siden, og som har levet i den sjællandske natur i et år og har fundet frem til et af de bedste odderlevesteder på Sjælland. Vi ved heller ikke, om den observerede odder har etableret sig i området, eller kom den bare forbi? Eller om der er flere oddere i området. Det skal vi nu undersøge nærmere, siger adjunkt Morten Tange Olsen fra Statens Naturhistoriske Museum.
 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik