Bandekonflikt i Holbæk: Seks mænd fortsat varetægtsfængslet

Den 14. oktober forsøgte ukendte gerningsmænd at tænde ild ved rockergruppen Bandidos’ hus på Østerstræde ved at kaste molotovcocktails mod huset. Foto: Michael Johannesen

Seks mænd fik tirsdag forlænget deres varetægtsfængsling. De er tidligere fængslet i forbindelse med den verserende bandekonflikt i byen.

Seks unge mænd sidder fortsat fængslet i forbindelse med konflikten mellem Bandidos-rockerne og en gruppe personer fra Vangkvarteret i Holbæk.

Det blev resultatet af et par retsmøder i Retten i Holbæk i går, skriver Nordvestnyt.

Tre sigtet for vold mod en 18-årig

Retten skulle afgøre, om de seks mænd fortsat skulle sidde varetægtsfængslet. Dommeren endte med at beslutte, at det skulle de.

De seks er blevet anholdt tre og tre i den langvarige konflikt mellem Bandidos og en gruppering i Vangkvarteret i Holbæk.

Tre af mændene er sigtet for vold mod en 18-årig mand i Nykøbing, og en af dem er sigtet for drabsforsøg på en 18-årig mand i Havevang.

Tre sigtet for ulovlig våbenbesiddelse

Sigtelserne mod de tre øvrige handler om ulovlig våbenbesiddelse.

Bandekonflikten mellem Bandidos og en gruppe personer fra Vangkvarteret i Holbæk har stået på siden starten af oktober, hvilket fik politiet til at oprette en visitationszone i byen.

Den 25. oktober udvidede politiet visitationszonen i byen, efter der blev detoneret en håndgranat ved Bandidos’ klubhus i Østerstræde. 

Udover en udvidelse af visitationszonen indførte politiet også et egentligt opholdsforbud på Bandidos’ rockerborg. Opholdsforbuddet gælder frem til 8. november klokken 17.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App