Seks fartkontroller på motorveje i weekenden: 1500 blitzet

Arkivfoto.

1.500 bilister får en hilsen fra politiet en af de nærmeste dage, efter der i weekenden blev afholdt fartkontroller på flere motorvejsstrækninger.

Langt de fleste kører helt efter bogen – men nogle få bilister kører alt, alt for hurtigt på motorvejene.

Det viser en kontrol, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemførte på Vest- og Sydmotorvejen fredag og i weekenden.

- Det er ret utroligt, at folk kører så stærkt, som de gør. Der er rigtig gode grunde til, at hastighedsgrænserne er sat, som de er, siger Erik Mather fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Alt i alt gennemførte politikredsen seks fartkontroller fredag og i weekenden på vest- og Sydmotorvejen. Og det er langt fra tilfældigt, at det netop blev der, siger politimanden.

- Vi holder særligt øje med de strækninger, hvor der sker flest uheld og ulykker, og hvor folk samtidig kører for stærkt – og her er motorvejene virkelig stærkt repræsenteret. Statistikken viser tydeligt, at det er farlige strækninger – og alene vores målinger fra weekenden viser jo, at der bliver kørt rigtigt, rigtigt stærkt, siger han.

1500 fik bøder

Ved de seks kontroller passerede 14.234 fartkontrollens kameraer. 1.500 blev fotograferet. Det betyder, at 89,5 procent kørte indenfor lovens hastighedsgrænser.

Det var dog især en af kontrollerne – en kontrol ved afkørsel 42 ved Korsør – der stod for hovedparten af de mange fotos. 767 blev således fotograferet ved denne enkelte måling.

- Det er et sted, hvor der er meget korte og buede til- og frakørselsramper. Det betyder, at det er et sted, hvor bilisterne har svært ved at komme op i fart, før de nærmer sig motorvejen. Det har gennem tiden udløst mange grimme ulykker – og det er grunden til, at man kun må køre 90 kilometer i timen der. Alt for mange bilister overvurderer deres egne evner netop på det motorvejsstykke. Det er rigtig alvorligt, at så mange kører for stærkt her, siger Erik Mather.

Han oplyser, at politiet hele året har koncentreret kræfterne om blandt andet de to motorveje i vores område. Det har betydet, at de hen over året har set en lille forbedring i antallet af fartbilister.

Han oplyser, at selvom man ikke har lagt sig fast på hvilke strækninger, som man vil følge i det kommende år, så er motorvejene her en stærk kandidat til ugentlige kontroller.

Han understreger samtidig, at selvom han ikke kan se, om det er lokale, der bliver fotograferet, så er det især danskere, der går i fartfælderne.

- Jeg kan ikke sige, om det er lokale trafikanter – men over 90 procent af de fotograferede i vores kontroller kommer fra Danmark, Norge eller Sverige – og her er straffen den samme, uanset om man får en betinget eller ubetinget sanktion. Man går ikke fri for straf, siger han.

Her var der kontroller

  • Fredag 05.40-11.30: Vestmotorvejen ved Storebælt. Man må køre 110 kilometer i timen. Der blev målt 239 fartbilister, seks klip og to betingede frakendelser af kørekørekortet. Højeste hastighed målt: 170 km/t.
  • Fredag 14.25-19.40: Sydmotorvejen ved Maribo. Man må køre 110 kilometer i timen. 133 fartbilister. Otte fik klip og fire en betinget frakendelse af kørekortet. Højeste hastighed målt: 188 km/t.
  • Lørdag 14.42-19.15: Vestmotorvejen ved afkørsel 42. På grund af en potentiel farlig rampe må man køre 90 kilometer i timen. 767 bilister kørte for stærkt. 135 fik klip, fire mister kørekortet betinget. Højeste hastighed målt: 156 km/t.
  • Søndag 08.12-11.30: Sydmotorvejen ved Stubbekøbing. Man må køre 90 kilometer i timen. 36 fartbilister. Seks fik klip og én en betinget frakendelse af kørekortet. Højeste hastighed målt: 170 km/t.
  • Søndag 11.36-13.41: Sydmotorvejen ved Stubbekøbing. Man må køre 90 kilometer i timen. 36 fartbilister. Fire fik klip i kørekortet. Højeste hastighed målt: 125 km/t.
  • Søndag 14.46-18.18: Vestmotorvejen ved Storebælt. Man må køre 110 kilometer i timen. 276 fartbilister, fem får klip. Højeste hastighed målt: 163 km/t.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App