Ridestier til alle: Vil gøre det mere attraktivt at være hesteejer

I Odsherred vil tre lokale rideklubber gøre det mere attraktivt at være hesteejer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De tre lokale foreninger Faxi, Odsherred Rideklub og Islandshesteklubben Arvakur har en plan om at gøre Odsherred til ridningens Mekka.

- Vi er nogle ryttere, som har fået den ide, at det kunne være sjovt at forbinde alle de gode rideområder i Odsherred med et net af ridestier, siger Jan Kretzschmer, der repræsenterer Islandshesteklubben Arvakur.

Første skridt mod en realisering af planen er at fortælle om den. Så da Geopark Odsherred havde besøg af en gruppe landskabsarkitektstuderende, blev de inviteret med på en ridetur på Stokkebjerg Naturridnings islændere. 

Kan gavne alle i Odsherred

Det er andet år i træk Geoparken inviterer kommende landskabsarkitekter på feltbesøg. Målet er, at begge parter får noget ud af samarbejdet.

-  Først skal de undersøge, hvad Geoparken er for noget, og så skal de lave et forslag til, hvordan Odsherred skal arbejde videre med Geoparken, når de kommer tilbage til universitetet, siger Anne-Marie Donslund, der er kulturkonsulent i Odsherred Kommune. 

Ridesporten har mange tilhængere, og kan bedre ridestier trække flere til, vil det gavne alle i Odsherred, mener de ryttere, der nu er gået sammen i arbejdsgruppen "Ridestier for alle i Odsherrred".

- Målet er jo at gøre det endnu bedre for de ryttere, der er her, og samtidig være med til at skabe en attraktion i Odsherred. Noget, der kan friste tilflyttere,  men også at skabe nye virksomheder omkring selve rideruten, siger Jan Kretzschmer.


Nyhedsoverblik