Regionsrådsformand om besparelser: - Jeg forstår godt alle er frustrerede

Regionsrådsformanden har forståelse for, at medarbejderne ser uroligt på den varslede fyringsrunde, der ser ud til at ramme knap 600 stillinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag varslede Region Sjælland, at man vil spare op til 317 medarbejdere på regionens sygehuse samt nedlægge op mod ubesatte stillinger svarende til 278 årsværk.

Flere patientforeninger er utilfredse med besparelseplanerne. De frygter for, at patienterne på sygehusene fremover vil opleve serviceforringelser. Det samme gælder fagforeninger, som mener, at de ansatte er hårdt pressede i forvejen.

quote Jeg forstår godt, at alle er både vrede og frustrerede over den her situation

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland

Region Sjælland har brugt 150 millioner kroner for meget i år, og de penge skal indhentes. Derudover skal regionspolitikerne finde 158 millioner kroner på næste års budget.

Stigende antal patienter på sygehusene

Besparelserne skyldes ifølge Heino Knudsen, at økonomien er skredet, fordi driften af sundhedsvæsenet er præget af et stigende antal patienter og komplicerede behandlinger.

- Helt grundlæggende handler det om, at vi behandler flere og flere patienter i vores sundhedsvæsen, at vi behandler borgerne for mere komplicerede sygdomme, og vi bruger dyrere medicin, siger Heino Knudsen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland.

Heino Knudsen fortæller, at man i Region Sjælland heller end gerne ville være sparerunden foruden. Han har forståelse for de protester, der har været fra fag- og patientforeninger.

Mette Bakkegaard
Læs også
Lægesekretærer frygter fyringer i Region Sjælland
Mette Bakkegaard
Læs også
Lægesekretærer frygter fyringer i Region Sjælland

- Jeg forstår godt, at alle er både vrede og frustrerede over den her situation, som vi også er rigtig kede af at være både fra administrativt og politisk hold i hele Region Sjælland, siger han og tilføjer:

- Det er et rigtigt hårdt slag lige nu, men det er desværre også så stor en sparerunde, at vi ikke kan friholde nogle faggrupper, og derfor er det vores sygehuslederes opgave at se på, hvordan vi kan komme gennem den her situation på den bedst mulige måde.

Knap 600 stillinger står for skud

Sparekniven vil ramme alle regionens sygehuse. Især Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge vil blive ramt med afskedigelser svarende til 215 fuldtidsstillinger og nedlæggelse af 145 ubesatte stillinger.

Holbæk Sygehus og Nykøbing Falster Sygehus er også på listen og har udsigt til at miste henholdsvis 31 og 59 besatte og ubesatte stillinger.

Hos sygehusdirektørerne i Holbæk og Nykøbing Falster, Torben Dencker Rasmussen og Ricco Dyhr, har man givet udtryk for, at besparelser desværre er et grundvilkår, når man arbejder i sundhedsvæsenet, men at man er opsat på at finde løsninger på problemet.

Ingen af sygehusdirektørerne kan dog garantere, at besparelserne ikke vil kunne mærkes af patienterne.

Ricco Dyhr
Læs også
Fyringer på vej:
Sygehusdirektør frygter serviceforringelser
Ricco Dyhr
Læs også
Fyringer på vej:
Sygehusdirektør frygter serviceforringelser

Heino Knudsen fastslår, at man arbejder hårdt for at sikre et godt arbejdsmiljø på trods af de kommende fyringer.

- Vi har enormt meget fokus på, at vores sygehusledelse har fuldt fokus på, at kvaliteten og sikkerheden i behandlingen selvfølgelig skal være i orden, og det kan den kun være, hvis vi også har fokus på arbejdspresset.

- Vi vil rigtig gerne lave ekstra indsatser for arbejdsmiljøet, og det er selvfølgelig svært, når vi samtidigt står i en situation, hvor vi er nødsaget til at afskedige, siger han til TV ØST.


Nyhedsoverblik