Der er ikke lutter applaus fra regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) til den rapport, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) onsdag fremlagde med konkrete forslag til at skaffe læger til yderområderne.
- Der er absolut gode takter i forslagene, men jeg er stadig bekymret for, om vores borgere får lige så gode lægeforhold, som de får i resten af landet, siger han til TV ØST.
I rapporten er der 18 konkrete forslag til, hvordan problemet med lægemangel i yderområderne kan løses.
Jeg er stadig bekymret for, om vores borgere får lige så gode lægeforhold, som de får i resten af landet
Udfordringen er stor i vores region
Men den rapport er ifølge Jens Stenbæk ikke tilstrækkelig til at løse problemerne i regionen. Problemerne med lægemanglen er nemlig særligt store i vores region.
- Det er et meget stort problem. I øjeblikket mangler vi over 100 speciallæger og vi mangler også et stort antal yngre læger. Når man har en ambition om, at man skal skabe lighed i sundheden i hele landet, så er det en stor udfordring for regionen, fortæller regionrådsformanden.
Nedtoner problemet her og nu
Han mener ikke, at de 18 forslag kommer med konkrete værktøjer på de voksende udfordringer, som regionen står over for lige nu.
- Det, jeg er bekymret over, er, at man nedtoner det problem, vi står med og siger, at det løser sig nok hen mod 2040. Det er ikke godt nok for vores borgere. Vi skal have nogle mere håndfaste løsninger her og nu på de problemstillinger, vi står overfor, lyder det fra Jens Stenbæk.
I rapporten fremgår det, at Region Sjælland er den region med flest syge, ældre og personer på førtidspension.
Vi skal have nogle mere håndfaste løsninger her og nu på de problemstillinger, vi står overfor
Læger i yderområderne skal have højere løn
For at imødekomme den store forskel, der kan være på patientgrupperne mellem landsdelene, er det et forslag i rapporten, at lægerne i de belastede områder skal kunne få en højere løn. Og lige netop dét forslag er kærkomment hos regionrådsformanden.
- Vi har manglet muligheden for at honorere særskilt til vores praktiserende læger, sådan at man kan gøre det mere attraktivt at nedsætte sig som praktiserende læge i yderområderne. Hidtil har man fået samme honorar, uanset om man har mange syge borgere eller raske borgere, siger Jens Stenbæk.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby vil nu forsøge at få opbakning til forslagene i Folketinget. Inden da vil regionrådsformanden lede efter løsninger på problemerne med lægemangel her og nu.