Region Sjælland i spidsen for internationalt kræftprojekt

Kræftbehandlingen skal være endnu bedre og skånsom for de danske og tyske patienter. Region Sjælland er ansvarlig for det internationale projekt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være nemmere at være kræftpatient på begge side af grænsen.

Blandt andet derfor lyder startskuddet i dag til et nyt, internationalt kræftprojekt mellem Danmark og Tyskland, hvor Sjællands Universitetshospital, Næstved, kommer til at få en fremtrædende rolle i processen.

Både forskning og et testcenter skal nemlig gøre det nemmere at være kræftpatient i det EU-støttede projekt, InnoCan.

- Kræftpatienters behandlingsforløb har betydning for deres fremtidige liv, da flere af dem lever længere tid med sygdommen og eventuelle bivirkninger af behandlingen. I InnoCan forsker vi derfor i nye, skånsomme og effektive behandlingsmetoder til kræftformer som brystkræft, prostatakræft, hoved- og halskræft og kræft i endetarmen, siger Niels Henrik Holländer, der er overlæge på Klinisk Onkologisk Afdeling i Næstved.

Nemmere at være kræftpatient
Ifølge en pressemeddelelse vil man med InnoCan forenkle kræftbehandlingen for patienterne ved at teste ny teknologi i et testcenter. Eksempelvis vil forskerne gerne gøre strålebehandling mere præcis og kraftig og så skal en ny blodprøve-automat også se på, om patienterne er klar til at modtage den næste kemobehandling. Det skal spare de kræftsyge patienter for unødige ture frem og tilbage til sygehuset.

- Projektet betyder forhåbentlig, at vi får en bedre overlevelse og en mere acceptabel behandling for patienterne på tværs af grænsen. Vi arbejder for, at patienterne skal have et liv uden kræft eller et godt liv med kræft. InnoCan vil være en af byggestenene til at nå det mål, siger Hans Storm, lægefaglig vicedirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Kræftafdelingen på Næstved Sygehus blev sidste år kåret som landets bedste i Dagens Medicin.

Projektet koster 32 millioner kroner og er støttet af Den Europæiske Regionale Udviklingsfond gennem Interreg Deutschland-Danmark.

 


Nyhedsoverblik