Politiet ransager to adresser: Vi skylder de pårørende vished

Politiet gennemgår to hjem på Tårnborgvej i Korsør som et led i eftersøgningen af Emilie Meng og går meget grundigt til værks.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke bare ét, men to hjem, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ransager mandag i deres forsøg på at finde forsvundne Emilie Meng.

Det gør de på baggrund af nogle oplysninger, politiet har fået, fortæller politiinspektør Kim Kliver til TV ØST.

- På baggrund af de oplysninger har vi vurderet, at det er nødvendigt at være til stede på mere end en lokalitet, siger han og tilføjer:

quote På baggrund af de oplysninger har vi vurderet, at det er nødvendigt at være til stede på mere end en lokalitet

Kim Kliver, politiinsepktør

- Jeg kan ikke komme ind på karakteren af oplysningerne, men jeg kan bare sige, at vi er meget fokuserede på at følge de spor, der er, i forsøget på at finde Emilie eller finde noget, der kan føre os videre i efterforskningen.

Gennemgår meget grundigt

Politiet har tidligere ransaget en af adresserne tre gange og været på besøg en fjerde gang, efter private overvågede adressen og en nabo angiveligt havde hørt lyde fra en kvinde, der skreg på sin mor inde fra huset.

Og netop fordi politiet har været til stede på adressen før, så gennemgår de nu alt i huset meget minutiøst for enten at udelukke eller bekræfte oplysningerne, fortæller Kim Kliver.

- Vi er meget grundige i vores undersøgelser, og vi skaffer os adgang til de steder, vi synes er nødvendige at gennemsøge. Vi skylder Emilie, hendes pårørende og folk i området at skaffe vished om, hvorvidt der er spor her, siger han.

Klar udmelding

Den grundige gennemgang handler også om endelig at kunne komme med en klar udmelding omkring adressen, hvor politiet har været gentagne gange.

quote Vi skylder Emilie, hendes pårørende og folk i området at skaffe vished om, hvorvidt der er spor her

Kim Kliver, politiinspektør

- Forhåbentlig kan vi komme med en klar udmelding, når vi har gennemgået huset så grundigt.

Politiet kom i formiddag kørende med lastbiler indeholdende det helt store udstyrsstykke, som skal bruges til at gennemsøge huset. På gaderne er betjente set med både koben og store kasser med elektrisk værktøj.

- Vi bruger noget specialudstyr, så vi kan være sikre på, om der er noget af interesse her, slutter Kim Kliver. 

Politiet bruger blandt andet koben til at ransage adresserne i Korsør.
Politiet bruger blandt andet koben til at ransage adresserne i Korsør. Foto: TV2 ØST

 


Nyhedsoverblik