Mandag morgen var både brandvæsen og politi til stede ved havnen i Korsør. Nærmere betegnet ved lystbådehavnen ved Møllevangen i Korsør.
- Vi fik en melding fra en person om, at vedkommende havde set noget ligge i vandet. Derfor kørte vi ud for at se nærmere på det, fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Tom Stysiek.
Genstand bjerget
Ved aktionen bjergede brandvæsen og politi en genstand.
- Vi formoder, at det er rester fra et dyr, men nu har vi taget genstanden med til nærmere undersøgelse for med sikkerhed at kunne udelukke, at der skulle være tale om noget fra en menneske, oplyser Tom Stysiek.
Læs også: Efterforskning foreløbig slut på Korsør Havn
Omkring klokken 9 forlod politi og brandvæsen stedet, hvor genstanden blev fundet.
Tom Stysiek oplyser, at politiets tilstedeværelse sammen med brandvæsnet ved havnen i Korsør mandag morgen under alle omstændigheder i samme grad ville have fundet sted - og altså ikke har været ekstraordinær på grund af sagen om den savnede Emilie Meng fra Korsør.