Det var fyraften og tid til at smutte fra arbejde for en 22-årig mand fra Kalundborg, der arbejder på en restaurant på Kordilgade i det centrale Kalundborg.
Men da han klokken 22:45 kom ud på Kordilgade torsdag aften, blev han ifølge Midt- og Vestsjællands Politi mødt af en gruppe unge mennesker iført mørkt tøj med hætter for ansigterne.
På åben gade blev den 22-årige slået og sparket.
Herefter forsvandt gruppen af unge mennesker, hvorefter den forurettede blev kørt til sygehuset. Han kom dog ikke alvorligt til skade ved overfaldet
- Vi ved ikke, hvorfor de overfaldt ham, og vi ved ikke, om der gået noget forud for volden, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.
Der er intet yderligere signalement af gerningsmændene
Derfor vil politiet meget gerne tale med vidner, der har oplysninger om sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.