To personer fra regionen sigtet for trusler mod Zenia Stampe

Politiet har sigtet en mand fra Nykøbing Sjælland samt en kvinde fra Slagelse for trusler mod Zenia Stampe på Facebook.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 57-årig mand og en 61-årig kvinde er blevet sigtet for trusler mod den radikale folketingspolitiker Zenia Stampe.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politimodtog de sidste uge en anmeldelse omkring de to personer.

Både manden og kvinden har været til afhøring hos politiet og er begge sigtet for trusler, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi tager sådan nogle trusler alvorligt, og når vi mener, der er tale om en overtrædelse af straffeloven, reagerer vi, siger Carsten Andersen.

Ifølge Zenia Stampe var det en af hendes Facebook-venner, der anmeldte truslerne, som blev fremsat i den højreorienterede gruppe "Det nationale Danmark".

- Der var en, der havde skrevet, at jeg skulle aflives, og en anden, der med et pistolikon viste, at jeg skulle skydes, skriver Zenia Stampe på Facebook.

Ifølge politikeren blev hun ringet op af en betjent, som fortalte hende, at politiet havde identificeret personerne bag truslerne, at de var blevet afhørt og nu sigtet i sagen.

Det er nu op til politiets jurister at vurdere, hvad der yderligere skal ske i sagen.

/ritzau/TV ØST


Nyhedsoverblik