Kalenderen viser vinter - men vejret er langt mere efterårsagtigt. Mild og ustadig luft strømmer fortsat ind over Danmark fra sydvest og vest, og det bringer ikke just sne og frost med sig.
Således er lørdag også startet med gråvejr og regn af og til, mens det allerede er klaret mere op i Jylland - med plads til at se den blå himmel mellem skyerne.
Sådan fortsætter vejrsituationen også resten af lørdagen - selvom der dog gradvist kommer ændringer. Generelt vil der være størst chancer for at se lidt til solen i den nordvestlige del af landet, mens skyerne er tættere over den østlige del af landet.
I lange perioder vil det holde tørt, men der også flere områder med byger, som bevæger sig op over landet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Til gengæld bliver vejret mildt lørdag med temperaturer, der kan nå otte graders varme, hvor det bliver mildest.
Julefrokosten kan blive våd
Skal man - som mange danskere - ud lørdag aften til julefrokostarrangementer, så er det en god idé at væbne sig med paraply eller regntøj.
Et udbredt regnvejr bevæger sig ind over Danmark fra lørdag aften, og vil i nattens løb brede sig til hele landet.
Det medfører, at julefrokosten kan blive endnu mere våd, end man måske regnede med.. Det bliver dog fortsat ganske mildt med temperaturer på seks-syv graders varme mange steder.
Søndag fortsætter i samme grå spor med endnu mildere vejr og mere regn.