Danmark delt op - her ventes 18 grader og solskin, og her bliver det vejr til hue og handsker

Temperaturen vil tirsdag mange steder i landet nå op mellem 16 og 18 grader, mens det bliver blæsende og koldt andre steder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er atter varme på vej, og tirsdag kan man igen nøjes med t-shirt som udendørspåklædning, imens løbeshorts vil være behageligt for dem, der vil nyde efterårets mange farver i løbesko.

Ovenpå en weekend med nattefrost, glatføre og snelandskab viser sen-oktober sig fra sin mest lune side. I hvert fald i dele af landet.

Bornholm, Sjælland og Møn ser ud til at få temperaturer op over 16 grader, og som det ses af prognosekortet, kan temperauren nå over 18 grader på Lolland og Falster.

Prognose med temperaturer tirsdag eftermiddag 30. oktober. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose med temperaturer tirsdag eftermiddag 30. oktober. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Det varme efterårsvejr skyldes et lavtryk, der virker som en varmepumpe, hvor lun luft hentes op fra sydøst. Men lavtrykket medbringer dog også skyer og regn.

Regnfuld nat bliver til en smuk efterårsdag

Efter en regnfuld nat vil der stadig hænge skyer i store dele af landet fra morgenstunden, men allerede i løbet af formiddagen klarer det op fra sydøst.

Prognose af skyer og regn tirsdag klokken 13. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose af skyer og regn tirsdag klokken 13. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Prognosen klokken 13 fortæller, at skyerne stadig vil have fat i Nordvestjylland. Her må man derfor nøjes med knap ti graders varme, og samtidig vil det være den del af Danmark, hvor det blæser mest.

Kuldeindeks lige over frysepunktet

Hvis vi kigger på den følte temperatur, hvilket er den temperatur, man oplever, når vind og temperatur kombineres, så er kontrasten i Danmark endnu større.

Med vindhastigheder på 20 meter per sekund, hvilket er lige under stormende kuling, vil kuldeindekset tirsdag morgen kun ligge lige over frysepunktet i Nordvestjylland.

Det vil derfor være en god idé med både handsker og hue, hvis man skal ud i morgentrafikken i den del af landet.


Nyhedsoverblik