Påbud rasler ned over Region Sjælland: 17 påbud i år

Region Sjælland har fået 17 påbud af Arbejdstilsynet på fem måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

17 påbud på fem måneder.

Det er, hvad Arbejdstilsynet har givet Region Sjælland i år.

Det viser en aktindsigt i påbuddene, som TV ØST har fået.

Påbuddene er af forskellig karakter. De handler om alt fra manglende sikkerhed, når de ansatte blander medicin, til uforsvarlig flytning af patienter og for stort arbejdspres for personalet.

quote Når Arbejdstilsynet giver påbud omkring arbejdspres, så er der som regel tale om væsentlige problemer, fordi der er stærke krav til at dokumentere det

Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Aarhus Universitet

Nogle af påbuddene har vi før omtalt på TV ØST. Det drejer sig om de seks påbud, som handler om for stort arbejdspres for de ansatte

Alvorlige påbud om arbejdspres

Ifølge Peter Hasle, forsker i arbejdsmiljø på Aarhus Universitet, er det alvorligt, når Arbejdstilsynet giver påbud som dem.

- Det, man kan sige, er, at når Arbejdstilsynet grundigt gennemgår en arbejdsplads, så vil de ofte kunne finde større eller mindre problemer, som man kan give et påbud om. Men når Arbejdstilsynet giver påbud omkring arbejdspres, så er der som regel tale om væsentlige problemer, fordi der er stærke krav til at dokumentere det, siger Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø.

Tre af påbuddene har været såkaldte strakspåbud. Det betyder, at det er noget, som virksomheden - i dette tilfælde Region Sjælland - skal udbedre med det samme.

Strakspåbuddene handlede om en defekt stige, forflytning af en patient der ikke foregik forsvarligt for personalet, samt en færdselsvej, der blev krævet gjort sikker mod ulykker.

Heino Knudsen
Læs også
Regionsrådsformand om 17 påbud: - Vi arbejder hver eneste dag for at undgå påbud
Heino Knudsen
Læs også
Regionsrådsformand om 17 påbud: - Vi arbejder hver eneste dag for at undgå påbud

Forhold skal bringes i orden

Arbejdstilsynet udfører såkaldte udvidede risikobaserede tilsyn på hospitaler i Danmark. Antallet af besøg i Region Sjælland er repræsentativt, og ifølge Arbejdstilsynet er det forventeligt, at besøgene vil udløse påbud. 

Men i en mail til TV ØST forklarer tilsynschef Mette Adolph Huld dog, at påbuddene er udtryk for forhold i Region Sjælland, som ikke er i orden.

- Når man får et påbud fra Arbejdstilsynet, er det fordi, der er tale om en overtrædelse af reglerne i Arbejdsmiljøloven. De såkaldte strakspåbud må siges at være de mest alvorlige, som Arbejdstilsynet afgiver til hospitalerne. Alle påbud er dog udtryk for, at der er forhold i arbejdsmiljøet, fysiske såvel som psykiske, som Arbejdstilsynet har bedt virksomhederne om at bringe i orden, skriver tilsynschef Mette Adolph Huld i mailen.

Herunder kan ses en oversigt over påbud. Klik på listen for at se den i bedre opløsning.

Her kan du se en liste over påbud givet af arbejdstilsynet til sygehuse i Region Sjælland i 2018.
Her kan du se en liste over påbud givet af arbejdstilsynet til sygehuse i Region Sjælland i 2018. Foto: Arbejdstilsynet

Nyhedsoverblik