Plastfabrikken, Expladan Recycling, gik i brand natten til den 3. januar. Branden var så voldsom, at taget på fabrikken eksploderede.
På daværende tidspunkt var man lettede over, at branden ikke var til fare for naboer, men nu har Stevns Kommune meldt ud til 27 husejere i Hårlev på Stevns, at de skal være opmærksomme på en asbestforurening, der er afstedkommet af fabriksbranden.
Men der er ingen grund til panik.
For som ledende overlæge, Rolf Petersen, på arbejdsmedicinsk klinik på Slagelse Sygehus, siger:
- Umiddelbart vurderes udsættelsen at være minimal.
Meget lille risiko for kræft
Det eneste, der kan være en meget lille risiko for, er lungehindekræft.
- Her ved man, at meget små mængder asbest kan øge risikoen. Det er en meget sjælden sygdom - men til gengæld også alvorlig, siger Rolf Petersen til TV ØST og tilføjer:
- Endelig går der lang tid, før sygdommen viser sig. 25-30 år. Det er, fordi det er nogle bestandige fibre, som kan ligge i lungerne i mange år. Men risikoen er altså meget, meget lille.
Rolf Petersen forklarer, at der ikke er undersøgelser, som viser, hvor meget man skal udsættes for, før det er meget sundhedsskadeligt. Ligeledes er der heller ikke undersøgelser, som forklarer, hvorfor asbesten er så usund.
- Der er dog en undersøgelse, der viser, at det ikke er den kemiske sammensætning, der er er usund, men fiberne, som er lange og tynde. Dem kan kroppen ikke skille sig af med. Og så spreder det nogle enzymer og kemi, som gør, at man får betændelser og dermed kan udvikle kræft, siger Rolf Petersen.
Men det er under en promille, hvor det er tilfældet, når udsættelsen er lille.
Opfordring fra overlægen
Rolf Petersen opfordrer kommunen til at gå ud på grundene og måle, hvor meget asbest, der er luften.
Men hvad kan menig mand gøre?
- Man kan ikke gøre så meget. Man kan gå med maske, siger Rolf Petersen.
- Vi er allesammen udsat for asbestfibre. Det er i luften fra gamle dage, hvor man brugte det meget. Så på den måde er vi alle udsat for asbest.