Brilletyve plager regionen - optiker ribbet for solbriller i nat

Indbrud hos optikerforretningen Stegmann Optik i Nakskov tilbage i juli 2013. Foto: TV ØST

Endnu en optiker i regionen har været udsat for indbrud. Denne gang blev en forretning i Nakskov ribbet for solbriller. Nu søger politiet vidner.

Ukendte gerningsmænd ribbede i nat optikerforretningen Stegmann Optik i Nakskov for solbriller.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Flere vinduer blev smadret i forretningen, og politiet blev alarmeret om indbruddet klokken 02.15, hvor flere alarmer i optikerforretningen på Søndergade 6 var blevet aktiveret. En tågekanon gik ligeledes af i forbindelse med indbruddet.

Der var blevet ribbet fra alle hylder

Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Alligevel har man været inde og stjæle et større omfang solbriller i forretningen. Indehaverne ved ikke, hvor mange, der er blevet taget, men han kunne se, at der var blevet ribbet fra alle hylder, siger Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Nu vil optikeren vende tilbage med en endelig opgørelse, men der er kun blevet stjålet solbriller, ikke nogen optikermaskiner, som vi ellers har set den seneste tid, tilføjer vagtchefen.

Kan hænge sammen med andre indbrud

Den seneste tid har regionens optikere været plaget af indbrud, hvor gerningsmænd har tømt forretningerne for briller, solbriller, brillestel og ikke mindst specialmakiner, som optikerne bruger i deres arbejde.

Blandt andet blev en optikerforretning i Tølløse i begyndelsen af november udsat for et omfattende indbrud, hvor flere hundrede briller blev stjålet. 

I slutningen af oktober blev eb optikerforretning i Haslev udsat for et voldsomt rambuktyveri, hvor ukendte gerningsmænd bakkede en blåmetallic Skoda Fabia ind i butikkens facade og slap afsted med flere tyvekoster.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ukendte gerningsmænd bakkede en blåmetallic Skoda Fabia ind i butikkens facade i Haslev og slap afsted med flere tyvekoster. Foto: Frederik Holmsgaard

Derfor vil politiet nu undersøge, om sagerne kan kædes sammen med nattens indbrud i Nakskov.

- Nu skal vi undersøge, om der er en sammenhæng. Det tager vores efterforskere sig af, ligesom de også skal undersøge, om der er videoovervågning fra optikeren i Nakskov, siger Ole Hald.

Stjal for flere tusind kroner i 2013

Det er ikke første gang, at optikerforretningen Stegmann Optik i Nakskov har været udsat for indbrud.

Tilbage i juli 2013 smadrede ukendte gerningsmænd begge udstillingsvinduer i forretningen og tømt udstillingsvinduet for det, som de kunne få fat på.

- Jeg vil gætte på, at de har fået solbriller med for 50.000-70.000 kroner, og så kommer de almindelige brillestel oveni, sagde optiker Knud Erik Stegmann dengang til TV ØST.

Det var solbriller af mærket RayBan og Maui Jim, som tyvene dengang fik med sig efter kuppet.

Kørte en rendegraver ind i butikken

Selvom det kostede Knud Erik Stegmann adskillige oprydningstimer, var den garvet optiker ikke sådan at ryste.

- Så længe det ikke er i privaten, det sker, så er jeg ikke så bange. Jeg har jo prøvet det nogle gange før, dengang jeg havde guldsmedforretning. Da oplevede jeg, at nogen kørte en rendegraver ind i butikken. Der er altid en risiko for tyverier, når man har butik, og nu er det så solbriller, der er blevet populære at stjæle, sagde Knud Erik Stegmann.

Ved nattens indbrud i Nakskov blev der ifølge vagtchef Ole Hald ikke set nogen personer på stedet, derfor hører politiet gerne fra eventuelle vidner, som kan bidrage med oplysninger i sagen.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App