Når nytårsfyrværkeriet er skudt af, plejer man at kunne regne med, at eventuelle farer er overstået.
Men flere stder i regionen melder brandvæsnet om nytårsbatterier, der er brydt i brand, efter de blev skudt af.
- Vi har kørt en del ture til batterier med ild i. Det plejer vi ikke at se, fortæller Lasse Hansen, som er beredskabschef i Vestsjællands Brandvæsen, der dækker Sorø, Kalundborg, Holbæk, Odsherred og Lejre Kommuner.
Der må være batterier i omløb, som ikke fungerer som de skal.
Batterier fungerer ikke
Også i Ringsted og Korsør har brandfolk været ude at slukke ild i nytårsbatterier.
- Der må være batterier i omløb, som ikke fungerer som de skal, siger Lasse Hansen fra Vestsjællands Brandvæsen.
- Jeg tænker, at vi vil vende det med Sikkerhedsstyrelsen.
Ingen kom til skade i forbindelse med de batteribrande, TV ØST kender til.
Lasse Hansen fortæller desuden generelt om en travl nat med mange mindre brande.
Der går ild i pappet
Og batterier med ild i har været en stor opgave flere steder i landet.
- De melder ind flere steder - uafhængigt af hinanden - at de store batterier, der står på vejen, brænder længere. Det pap, der omgiver dem, går der ild i. Det har man ikke set i det omfang tidligere, siger Bjarne Nigaard, som er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.
Ifølge Beredskabsstyrelsen har det været det travleste nytår i seks år.