Druk og fester: Ny tv-serie skildrer ungdomskulturen i Odsherred

Er der overhovedet noget at lave som ung i Odsherred. Det spørgsmål stiller Anna Emma Haudal i tv-serien 'Doggystyle'. Foto: Bue Bukh - TV ØST

En ny tv-serie, Doggystyle, handler om ungdomskultur, druk og kedsomhed for unge i Odsherred.

Hvordan er det at være ung og bo på landet?

Det spørgsmål stiller forfatter og instruktør Anna Emma Haudal fra Odsherred i sin nye tv-serie Doggystyle, som sendes på DR3.

Serien foregår i Odsherred, og her bliver de unge portrætteret som nogle, der drikker og fester for at holde kedsomheden ud. For som seriens hovedperson Asta siger:

- Der er tre ting, man kan lave herude: knalde, tage stoffer eller brænde noget af.

Der var da overhovedet ikke noget ved det her område, der var stimulerende, da jeg var 20 år gammel

Anna Emma Haudal, forfatter og instruktør på Doggystyle

Der er nerver på

I serien følger man 21-årige Asta, der drømmer om at slå igennem som skuespiller i København, men på grund af pengeproblemer må hun æde det nederlag, det er at flytte hjem til sine forældre i Odsherred.

Anna Emma Haudal er både forfatter og instruktør på ungdomsserien. Hun er selv opvokset i Odsherred, og rejste efter gymnasiet til København. Hun er blevet inviteret forbi Ungekulturhuset i Asnæs for at se, hvordan de unge tager imod serien, og det er første gang, at hun er til stede, mens serien bliver vist for et yngre publikum.

- Det er lidt nervepirrende, og jeg står jo og lytter, om de griner på de rigtige steder, hvisker den 30-årige instruktør, lige da serien er blevet sat i gang.

De unge vil flytte væk

Der bliver grinet undervejs, og de unge synes, at serien rammer tonen blandt de unge i området godt. Især festscenerne er realistiske.

- Man samles et sted og ryger, drikker og hygger, og så behøver det ikke engang være en stor fest, men bare det der med at man er samlet og sidder og drikker, det er nok, fortæller Lea Sørensen fra Asnæs.

Spørger man de unge, der er kommet til visningen, om de regner med at flytte væk fra Odsherred, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse, så har de fleste helt klare planer om storbyen.

- Jeg skal bare væk fra det her sted, og det er på grund af karrieremuligheder. Det er virkelig svært at finde ud af, hvad man skal lave her. Selv sådan noget som at få et ungdomsjob er virkelig svært, da der er meget få muligheder herude, fortæller Emma Cecilie Pietens, der bor i Asnæs.

Instruktøren er selv vendt hjem

Instruktøren og manuskriptforfatteren er nu fyldt 30, og er flyttet tilbage til Odsherred, og selvom hun har købt sin egen gård og nyder landlivet, så forstår hun godt, at de unge drømmer sig væk.

- Der var da overhovedet ikke noget ved det her område, der var stimulerende, da jeg var 20 år gammel, og var blevet færdig med gymnasiet, så jeg forstår 100 procent, at de har trang til at komme væk, siger Anna Emma Haudal.

Hun oplever til gengæld, at man som ung fra et sted som Odsherred får noget med bagagen, som storbybørn ikke får:

- Man bliver jo tvunget til konstant at bruge sin fantasi, fordi der er jo ikke alle de der millioner af tilbud hele tiden, ligesom der er i byen, hvor man bare kan gå ind i biografen og se lige den film, man har lyst til, siger Anna Emma Haudal.

Se en trailer for serien her:

Doggystyle – Når livet tager dig bagfra | DR3

Se første afsnit her:

Doggystyle%3A Afsnit 1 | DR3

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App