Nattefrost og blæst kendetegner overgangen til vintertid

Natten til søndag stiller Danmark uret til vintertid, og vejret bliver da også køligt i weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når danskerne i weekenden stiller uret fra sommertid til vintertid, er det ikke kun viserne, som afslører, at det er ved at være vinter.

Weekendens vejr bliver nemlig et varsel om, at vinteren står for døren.

Det fortæller Dan Nilsvall, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Overordnet set er søndag den dag, der ser bedst ud. Lørdag kan der komme lidt sol, men det vil være skyerne, som dominerer. Jeg kan heller ikke udelukke, at der kommer byger et par steder, siger meteorologen.

Østdanmark skal have paraplyen frem

Fredag vil blive indledt med blæst og regn over store dele af landet. Især østpå bliver der brug for paraplyen.

Det klarer imidlertid en smule op i løbet af dagen, hvor regnen formentlig vil begrænse sig til enkelte byger i Nordjylland.

Lørdag tager blæsten til, og der vil være jævn til hård vind fra vest og nordvest.

Natten mellem lørdag og søndag stiller danskerne så viserne en time tilbage.

Kan ramme frysepunktet på Sjælland

Overgangen til vintertid bliver markeret med temperaturer, der flere steder kan nå helt ned til frysepunktet. Lokalt og især på Sjælland kan temperaturen sågar bevæge sig ned under frysepunktet.

Men selv om søndagen er første dag med vintertid, bliver dagen den bedste i weekenden rent vejrmæssigt, siger Dan Nilsvall.

- Søndag får vi især i den østlige del af landet nogen sol. I de vestlige egne ser det ud til at blive skyet. Både lørdag og søndag kan vi se frem til 10-12 grader, men det vil føles varmere søndag på grund af lørdagens blæst.

Meteorologen minder om, at det kolde vejr ikke er unormalt for årstiden.

- Det bliver koldt, og 10-12 grader er jo ikke så høje temperaturer, men det er jo også snart november, slutter Dan Nilsvall.


Nyhedsoverblik