Næstved Kommune: - Vi tager kritikken alvorligt

En far til børn i specialklasser har råbt op på Facebook. Han er vred over, at 23 specialelever skal samles i én klasse. En kritik som Næstved Kommune tager alvorligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det går jo ud over de svageste i skolesystemet. Det går ud over børn, som er ordblinde og som har ADHD, siger Oluf Christensen, der er far.

I lørdags delte han sin vrede på Facebook i en video, der er vist over 25.000 gange. Han mener nemlig ikke, at kommunen kan tillade sig, at smide 23 børn, der kræver specialundervisning i én klasse. En kritik som Næstved Kommune nu tager seriøst.

- Vi tager altid kritikken alvorligt. Det er jo bare sådan, at vi har et budget, som vi skal holde, og nu hvor vi har lavet om på skolestrukturen, har vi selvfølgelig også nulstillet alle budgetter. Det skal jo ikke gå ud over børnene – og slet ikke de svageste, derfor kigger vi også på, hvordan tingene kan laves, siger Søren Dysted, der er formand for Børne – og Socialudvalget i Næstved.

Men den køber Oluf Christensen ikke.

- Nu har jeg selv arbejdet i en specialklasse, og jeg er selv ordblind. Jeg har aldrig nogensinde oplevet specialklasser med så mange i. Der er måske en grund til, at der kun er én procent på landsplan, der vælger den løsning at slå klasserne sammen, og det er nok fordi, at den ikke holder. Vi kommer til at se lærer, der kommer til at gå ned med stres, der bliver sygemeldte, fordi de ikke kan klare det, og så bliver de hele dyrere. Jeg tror ikke på løsningen, og det er mine børn, der bliver forsøgskaniner.

En kritik som formanden svarer på:

- Vi skal ikke have nogen børn, der bliver forsøgskaniner, i det her, så derfor er det meget velovervejet, det der sker. Men vi har også et budget, der skal holdes, og så er det sådan, at Næstved Kommune bruger relativt mange penge på det. Vi er meget opmærksomme på tingene, og tingene vil også ske i samarbejde med forældrene. Planen er rigtig nok at samle nogle af de her børn, og så skal der flere lærer på end det, man kender til i de normale folkeskoleklasser, og så vil man i løbet af året se på om nogle af de her børn kan inkluderes i det såkaldte normalområde. Vi har i kommunen et mål om, at børnene skal blive bedre i løbet af de næste fire til fem år, siger han.

- Jeg bryder mig ikke om at man skal spare ved de svageste – der er jo heller ikke nogen, der bryder sig om at de ældre for dårlig mad. Så vil jeg jo hellere – som jeg også siger i videoen – slukke for gadelygterne klokken 22 om vinteren. Jeg synes bare, de satser forkert, siger Oluf Christensen.

Se hele interviewet i videoen. 


Nyhedsoverblik