- De kæmpede for, at jeg skulle spise og snakke. Min mor sad hver dag i flere timer fra formiddag til aften. Også selvom jeg sov. For hun ville ikke have, at jeg skulle være alene.
Den 24. januar - seks dage efter - blev Channie opereret igen, men overskuddet var der ikke. Hun var for træt og dårlig.
- Der tog jeg fat i en sygeplejerske og sagde, hvis I kan slukke for mig, så skal I bare gøre det.
Det var noget, der skræmte sygeplejersken. Hun tog fat i en kirurg, som havde en meget klar besked til Channie.
- Alle vågner fra vores operationer, og det gør du også. Jeg vågnede, og det var det.
Industriteknikeren med langt hår og sminke
Channie sidder her den dag i dag på sit grøn-gule værelse og har lyst til at leve livet.
Da jeg spørger indtil hvorfor, er hun ikke helt sikker på, hvad der har ændret hendes tankegang.
Ved nærmere eftertanke er det den nærmeste familie og vennerne, der har gjort forskellen.
- Jeg har en, jeg kalder min bro. På et tidspunkt skrev han til mig, at han ville hellere se et ar end at mangle sin søster. Det rørte mig. Han sagde, jeg skulle blive ved med at kæmpe.
Et andet eksempel, Channie kommer i tanke om, er, den dag hendes venner og veninder køber bandanas og tager dem på sammen med hende, da hun på det tidspunkt nægter at gå med paryk. Channies roomie er også ovre med aftensmad i ny og næ.
Artiklen fortsætter efter videoen: