Hediga Morads mastercard blev brugt, efter hun forsvandt

Hediga Morads Mastercard er blevet brugt i Istanbul over to måneder efter hun forsvandt sporløst i Vordingborg i 2015. Det kom frem i retten i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 41-årig mand sidder fredag tiltalt for at have dræbt den 34-årige Hediga Morad, som forsvandt i Vordingborg d. 9. oktober 2015.

Under retssagen kom det frem, at mens den 41-årige har siddet varetægtsfængslet, er Hediga Morads Mastercard blevet brugt i Istanbul.

Det drejer sig om dagene 24.-26. december 2015 - altså over to måneder efter, hun forsvandt.  Der havde ellers ikke været nogen som helst aktivitet på hendes konto efter den 10. oktober.

Ifølge anklagemyndigheden har politiet forsøgt at få overvågningsvideo fra de banker, hvor Mastercardet er blevet brugt, men er ikke lykkedes med det.

Har været væk i over et år

Sagen om syriskfødte Hediga Morad tager sit udspring i 9. oktober 2015, hvor hun skulle aflevere sine to børn til den tiltalte i Vordingborg. Hun er ikke blevet set siden.

Politiet mener, at hun er blevet dræbt, selvom man altså ikke har fundet liget af hende.

Fredag er retssagen mod Morads 41-årige eksmand begyndt. Han er tiltalt for drab, men nægter sig skyldig.

På retssagens første dag kom det frem, at politiet både har undersøgt den tiltaltes lejlighed og hans bil for at finde mulige spor.

Der blev ikke fundet spor efter rengøring af lejligheden, men små områder med spor efter muligt blod.

Anklager: SMS brugt som røgslør

En af de sidste aktiviteter fra Hedigas telefon er en lang sms sendt til eksmanden kl. 15.21 den 10. oktober.

I sms'en stod der, at eksmanden ikke skulle kontakte Hediga nu. Hun vil have tid og på et senere tidspunkt kontakte ham igen.

Hun skrev, at hun er sammen med en veninde, og at han skal passe på børnene. Hun afslutter med at skrive, at hun elsker ham altid.

Ifølge TV ØST's reporter i retten i Nykøbing Falster påstår anklagemyndigheden dog, at afskeds-sms'en i virkeligheden er skrevet af den tiltalte for at sløre forbrydelsen.

Anklageren fortalte desuden, at tiltalte den 7. oktober købte det, der formentlig er en spids spade, i Jem & Fix i Vordingborg.

Desuden har man fundet kosmetik og det, anklagemyndigheden mener kan være en "forberedt grav" i en skov.

Et voldeligt forhold

Da Hediga Morad søgte om seperation fra sin eksmand i 2014, fortalte hun - ifølge anklageren -, at manden havde udsat hende for vold gennem seks år.

Anklageren fremhævede også en episode, hvor den tiltalte angiveligt kidnappede et af børnene fra Hediga Morad. Politiet fandt ham og barnet på en adresse i Odense.

Den tiltalte fik forældremyndigheden over parrets to børn sidst i oktober 2015, fordi deres mor Hediga Morad var forsvundet.

 

 

 


Nyhedsoverblik