Møn og Nyord er udnævnt til den første dobbelte Dark Sky i verden

Møn og Nyord er netop blevet udnævnt til et af de bedste steder i verden at se på stjerner - en såkaldt Dark Sky Park.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Møn og Nyord er et af de bedste steder i verden at se på stjerner. 

Det bekræfter den amerikanske organisation International Dark Sky Association, som netop har udnævnt Møn og Nyord som Dark Sky Community og Dark Sky Park, som det første sted i Norden.

Samtidig er Møn og Nyord det første område i verden, som både har fået anerkendelsen Dark Sky Community og Dark Sky Park. 

- Sammen med en gruppe af lokale virksomheder og borgere har vi gennem fire år arbejdet på at blive certificeret som Dark Sky. Gruppen af lokale aktører brænder for at få nettemærket over Møn og Nyord beskyttet og bevaret samt gennem intelligente belysningsløsninger og formidling, at skabe yderligere oplevelser for gæster og den lokale befolkning, lyder det fra borgmester, Knud Larsen, i en pressmeddelelse. 

Findes kun ni steder i Europa

Dark Sky Park er et område med utrolig stjerneklare nætter og et natligt miljø, som er særligt beskyttet for sin videnskabelige, naturlige og kulturelle arv og samtidig offentligt adgang. 

En sådan park findes 44 steder i verden, men kun ni steder i Europa. 

- Det er et rigtig flot stykke arbejde, der er udført og hvor vi kan bruge nattemørket som løftestang for vækst. Vi har Møns Klint som et vartegn og som et stedbundet potentiale - nu har vi også bevis på, at den flotte natttehimmel er unik med over 5.000 synlige stjerner mod cirka 100 i København, lyder det fra Knud Larsen. 

- Så det er bare at nyde den - som man har kunnet gøre de sidste 70 millioner år. 

Fem råd til den bedste oplevelse af natten

  1. Tag ekstra varmt tøj på eller hav et tæppe i nærheden
    Det er ingen fornøjelse at opleve natten, hvis man fryser. Så pak dig ind, som er det ti grader koldere, end det egentligt er. 
  2. Giv dig tid
    Dine øjne skal bruge tid til at vænne sig til mørket. Allerede efter nogle minutter vil du have vænnet dig til at se i mørke. Men efter 20-30 minutter vil dit nattesyn være endnu bedre. 
  3. Læg dig ned og slap af
    Du kan bedst nyde stjernerne, hvis du er afslappet. I stedet for at stå op, så læg dig i en liggestol eller på et liggeunderlag. 
  4. Brug rødt lys
    Brug rødt lys til at orientere dig med. Det øedlægger nemlig ikke dit nattesyn. 
  5. Nyd gyset
    Der kan være mange fremmede lyde om natten, men der er ingen farlige dyr på Møn, så nyd gyset i stedet.

Kilde: Grib Stjernerne

 


Nyhedsoverblik