Nyheder fra din hverdag

Mød præsten, som samlede Korsør efter Emilies forsvinden

Sognepræst Anna Helleberg Kluge stod sammen med en kollega bag prædikenen i Sankt Povls Kirke i Korsør under mindehøjtidligheden for den dræbte Emilie Meng. Foto: TV ØST

Sognepræst Anna Helleberg Kluge har spillet en stor rolle i Korsør efter Emilie Mengs forsvinden og død. Hun har formået at samle kræfterne i byen.

- Det er en af de sværeste opgaver, jeg har haft i min tid som præst. 

Sådan siger sognepræst Anna Helleberg Kluge, da TV ØST mødte hende torsdag ved fakkeltogets endestation kort inden, hun skulle ind i Sankt Povls Kirke for at prædike og mindes den afdøde Emilie Meng.

Læs også Læs præstens mindeord: - Emilie var kærlighed

Det var ikke bare en svær opgave, som Anna Helleberg Kluge var sat på. Den var ekstra svær, fordi Emilie Meng var en pige, hun stod nær i sit arbejde som præst i kirken, og den ekstra svær på grund af tanken om den forfærdelig hændelse, Emilie Meng har været udsat for.

Vi synes, det var rørende, at hun kunne, fordi hun har haft Emilie så tæt inde på livet

Hanne Nielsen, Korsør

- Hun har gjort det godt

Alligevel har Anna Helleberg Kluge gjort stort indtryk på byens borgere med sin mindetale. Hun har gjort indtryk på dem, der var mødt op til fakkeltoget og på dem, der så med på sidelinjen i den virtuelle verden og i fjernsynet.

- Jeg synes simpelthen, talen var så rørende. Man kunne mærke på hendes stemme, at hun selv var meget rørt over det. Vi synes, det var rørende, at hun kunne, fordi hun har haft Emilie så tæt inde på livet. Man kunne mærke på hende, at det var svært, men hun gjorde det jo rigtig, rigtig godt, siger Hanne Nielsen fra Korsør, da TV ØST møder hende dagen derpå ved Emilie Mengs mindeplads på den sti nær Korsør Station, hvor hun sidst blev set.

Læs også Se den rørende video af fakkeltoget for Emilie Meng

- Hun (præsten, red.) har prøvet at trøste familien og holde modet oppe. Hun har ligesom engageret sig. Det har hun. Det er altid sværere for en udeforstående, men hun har trods alt kendt hende (Emilie Meng, red.) i kraft af,  at hun har været kirkesanger. Så hun har gjort det godt, tilføjer Lasse Nielsen fra Korsør.

Jeg husker hvert et ord, hun sagde om Emilie i kirken

Jeanette Richard, Korsør

- Jeg husker hvert et ord

Generelt lader det til, at korsoranerne er glade for at have Anna Helleberg Kluge som en af byens præster. Og hendes prædiken torsdag aften i Sankt Povls Kirke er ingen undtagelse. Prædikenen står stadig klart i de flestes hoveder her et lille døgn efter, at sognepræsten fremførte den.

- Hun er en sindssygt god præst. Hun formår at tale til folket, så de lytter. Så det har været rigtig godt. Jeg husker hvert et ord, hun sagde om Emilie i kirken, siger Jeanette Richard fra Korsør, som arbejder sammen med Emilie Mengs mor.

Læs også Op mod 4000 deltog i fakkeltog for Emilie Meng

Men fakkeltoget og mindehøjtideligheden var ikke kun en rørende oplevelse for byens borgere. Det var også rørende og meget betydningsfuldt for Anna Helleberg Kluge selv.

- Jeg synes, det hele blev modtaget i den bedste ånd. Folk lyttede med hjertet og deltog med hjertet, og det er meget smukt. Det er utroligt, at det kan forløse bare at sidde inde i et rum og lytte til noget musik og stå ude ved faklerne sammen, siger hun.

Faklerne varmede faktisk midt i sorgen. Jeg håber, det kan give familien en lille fornemmelse af, at de ikke er alene

Anna Helleberg Kluge, sognepræst

- Faklerne varmede midt i sorgen

I ti år har Anna Helleberg Kluge været præst i Sankt Povls Kirke. Det var ligeledes hende, som konfirmerede Emilie Meng for fire år siden, og som hun mødte til gudstjeneste søndag efter søndag. Derfor betyder begivenheden torsdag aften ekstra meget for præsten.

- Jeg mærkede næstekærlighed. Faklerne varmede faktisk midt i sorgen. Jeg håber, det kan give familien en lille fornemmelse af, at de ikke er alene. Der er virkelig mange, der føler med dem, siger Anna Helleberg Kluge, da vi taler med hende dagen derpå.

Læs også Korsør tænder fakler til minde om Emilie Meng

- Tankerne fylder meget

Historien om den dræbte Emilie Meng har fyldt meget hos Anna Helleberg Kluge, siden Emilie Meng forsvandt en sommernat tilbage i juli. Især har tankerne fyldt meget siden juleaftensdag, hvor man fik en afklaring på Emilie Mengs forsvinden. Tankerne gjorde det svært at forberede sig på den store begivenhed i byen.

Siden juledag, hvor hun blev fundet, har det hele tiden ligget inde i mit hoved

Anna Helleberg Kluge, sognepræst

- Siden juledag, hvor hun blev fundet, har det hele tiden ligget inde i mit hoved. Jeg har kigget i en bog, jeg ikke har læst i og tænkt: Nu skriver jeg, hvad jeg er fyldt af, og hvad jeg tænker, siger Anna Helleberg Kluge.

Og selvom det var en svær opgave, som Anna Helleberg Kluge blev sat på, har hun alligevel formået at samle på kræfterne i lokalsamfundet efter en tragisk og betydningsfuld hændelse. Hun har også været med til at give håb efter mindehøjtideligheden. Et håb om, at Emilie Meng aldrig bliver glemt, fordi Danmark står sammen.

Du kan genlæse Anna Helleberg Kluges mindeord fra Fakkeltoget i Sankt Povls Kirke her.

Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal begrave eller bisætte Emilie Meng, og hvornår begivenheden finder sted.

Tip os Har du et godt tip?