Minister går ind i sag om slædehundekørsel: - Jaaaa! Vi har taget forskud på juleaften!

Transportministeren går nu ind i sagen om slædehundekørsel, der er blevet forbudt på skovvejene. Han mener, det fortsat skal være muligt i skovene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg er helt så jeg ryster!

Sådan er Susan Hansens umiddelbare reaktion, da hun hører, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) nu er gået ind i sagen om at gøre slædehundekørsel i de danske skove tilladt igen.

For Susan Hansen fra Gørlev har 12 slædehunde af racen Siberian Husky. Men efter Naturstyrelsen har givet hende og andre slædehundeejere landet over afslag på at køre hundeslædekørsel i de danske skove, har hun været meget bekymret.

For et farvel til de lange træningsture i skovene, betyder også farvel til sporten, som de har dyrket seriøst i 20 år. Samtidig betyder det også en ringere livskvalitet for slædehundene, som er avlet til at røre sig på den måde. Derfor følte Susan Hansen sig nødsaget til stoppe med at dyrke sin store interesse.

- Hvis vi ikke kan få mulighed for at træne vores hunde, så laver vi heller ikke hvalpe, for det giver ikke mening at lave en Siberian Husky, hvis den ikke kan få lov at gøre det, den er designet til, siger hun til TV ØST.

Læs også
Slædehundekørsel forbudt på danske skovveje - hundeejere frygter farvel til racen
Læs også
Slædehundekørsel forbudt på danske skovveje - hundeejere frygter farvel til racen

Men i en pressemeddelelse til TV ØST skriver transportminister Ole Birk Olesen (LA), at han vil bede Færdselsstyrelsen se nærmere på sagen, fordi han mener, det skal være muligt at køre med slædehunde i Danmark.

"Det skal fortsat være muligt at køre med slædehunde i Danmark. Det er en sund og givende fritidsinteresse og sport." 

Sådan indleder transportministeren pressemeddelelsen. 

"Hvad angår slædehundekørsel på veje, hvor der også er adgang for motoriserede køretøjer, så har jeg bedt Færdselsstyrelsen se nærmere på det. Min umiddelbare tanke er, at slædehundekørsel ikke adskiller sig væsentligt fra hestevognskørsel, og at de samme regler så også kan gælde, men der kan være forhold, som jeg har overset, og i så fald er jeg villig til at blive klogere. Nu må vi se,” skriver han i pressemeddelelsen. 

Viser at politikerne lytter

Hos Susan Hansen vækker den besked stor glæde.

- Hvis det her er rigtigt, så tager vi jo forskud på juleaften! Min reaktion er bare: Jaaaaaa! Jeg er lige blevet en halv meter højere! siger Susan Hansen.

Hun opfatter det klart positivt, selvom der ikke er taget beslutning om noget.

- Ja, det gør jeg, fordi han har jo fået mange henvendelser om det her, og han har svaret, at det ville han kigge på. Men at han nu skriver det i en pressemeddelelse siger jo noget om, at han mener det, siger Susan Hansen og fortsætter:.

- Det siger mig noget om, at vi har nogle politikere, som rent faktisk lytter til os. Vi er en meget lille gruppe, som er blevet hørt i det her, og det er virkelig dejligt, siger hun.

Stadig lovligt på stier

Transportministeren slår i pressemeddelelsen fast, at det fortsat er Naturstyrelsen, der tager stilling til, om hundeslædekørsel må foregå der, hvor der ikke kører motorkøretøjer. 

"Naturstyrelsen har vurderet, at slædehundekørslen i visse skove har en karakter, som er til gene for skovens øvrige brugere. Det kan jeg ikke gøre mig klog på, men jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Færdselsloven, som sætter grænser for slædehundekørsel på skovveje og -stier, hvor der ikke er adgang for motoriserede køretøjer. Det bestemmer Naturstyrelsen helt selv."

Det er således stadig lovligt at køre på skovstier, enge og heder, som Naturstyrelsen kan give tilladelser til.

Ifølge Færdselsstyrelsen skal der en lovændring til, hvis det skal være lovligt for slædehundeejerne at køre med hundetrukne vogne på skovvejene, hvor der kører motorkøretøjer.

 


Nyhedsoverblik